Bestyrelsen i Rønde Vand forlod generalforsamling i samlet flok - for stedse
Mandagens ekstraordinære generalforsamling i Rønde Vand A.m.b.a. fik et noget aparte forløb, da bestyrelsen efter formandens righoldige beretning lod meddele ved næstformanden, at den trak sig, og herefter overlod resten af generalforsamlingen til de fremmødte.
Det forbrugerejede Rønde Vandværk A.m.b.a. har fået valgt en spritny bestyrelse på fem plus en suppleant.
Det blev facit på mandagens ekstraordinære generalforsamling i Rønde Idrætscenter, som var blevet nødvendig, fordi et flertal af de fremmødte på den tidligere afholdte ordinære generalforsamling slut marts samme sted ikke ville godkende det fremlagte og revisorpåtegnede regnskab for 2022.
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed, og da et flertal ikke vil godkende årsregnskabet, blev det pålagt bestyrelsen at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.
Den fik et noget aparte forløb, fordi bestyrelsen i samlet flok umiddelbart efter formand Henning Sørensens beretning lod meddele via næstformand Lars Thorsen, at bestyrelsen trak sig i samlet flok, fordi man ikke længere følte, at man havde et flertal af medlemmernes tillid og opbakning.
Herefter forlod de fem: Henning Sørensen, Lars Thorsen, kasserer Heidi Liann Jarlund, sekretær Morten Skrydstrup og bestyrelsesmedlem Jesper Juul plus suppleanten Thomas lokalet og overlod resten af den ekstraordinære generalforsamling til dirigent Henrik Vinther og de fremmødte medlemmer.
Ny bestyrelsesmodel
Ifølge det oplyste var der på den ekstraordinære generalforsamling 136 stemmeberettigede, ikke 136 fysiske personer.
Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.
Det betyder, at antallet af stemmer man har med til en generalforsamling afgøres af, hvor meget fast ejendom man ejer i forsyningsområdet.
Inden der blev valgt ny bestyrelse, bad dirigenten forsamlingen tilkendegive, om Rønde Vand A.m.b.a. fremover skal drives af en medarbejdende bestyrelse eller en beslutningskørende bestyrelse, som Henning Sørensen allerede i sin beretning havde ridset op.
Den afgåede bestyrelse kørte efter den første model, men tilkendegivelserne fra forsamlingen var ikke overraskende, at den anden model skal være gældende fremover.
Netop bestyrelsens rolle har været hele stridens kerne, så det er meget lidt overraskende, at der nu sker en turn around, og at den tidligere bestyrelse derfor har valgt at gå i samlet flok.
Det har været en rød klud for flere andelshavere, at der er blevet udbetalt honorar til medlemmer af den nu forhenværende bestyrelse.
Det havde den forhenværende bestyrelse valgt at gøre, fordi den selv har påtaget sig det daglige ansvar for driften af Rønde Vandværk i modsætning til andre vandværker i Syddjurs, hvor der er ansat en driftsbestyrer som refererer til bestyrelsen.
Det er i overensstemmelse med vedtægterne, at generalforsamlingen kan fastsætte honorar til et eller flere bestyrelsesmedlemmer.
Ny bestyrelse valgt
Efter et længere intermezzo lykkedes det at få valgt en ny bestyrelse, hvoraf flere har erfaring fra tidligere i bestyrelsen i Rønde Vand.
Den består af følgende:
Allan Nielsen, Søren Rasmussen, Byrial Dalsgaard, Martin Ring Andersen og Bo Fensbæk.
De tre første har alle en fortid i Rønde Vands bestyrelse.
Den nyvalgte bestyrelse skal i arbejdstøjet fluks og snarest - inden for fire uger - forestå afviklingen af endnu en ekstraordinær generalforsamling, hvor regnskab 2022 og indeværende års budget bliver fikspunkterne.
Selvfølgelig også, hvordan den nye bestyrelse har valgt at organisere sig, og om den vil følge den strategi for de kommende år, som den afgåede bestyrelse lagde frem i formandens beretning.
Vandværket leverer pr 31. december 2022 vand til 1.539 forbrugere mod 1.423 sidste år, og har 1703 målere mod 1587 sidste år.
Læs meget mere i Adresseavisen 3. maj.