Psykiatriforskning skal tættere på patienterne
Ny forskningsenhed for psykiatriforskningen i Region Syddanmark
Med oprettelsen af en ny Fokuseret Forskningsenhed vil Region Syddanmark nu intensivere psykiatriforskningen uden for Universitetshospitalet i Odense. Formålet er at rykke forskningen tætte på patienterne i Sønderjylland.
Den nye afdeling står blandt andet bag forskning i selvmordsrisiko hos ældre mænd med somatiske sygdomme, mindre tvang i psykiatrien, træning og depression hos patienter med sclerose samt infektioner hos patienter med skizofreni.
Siden 2009 har Psykiatrien i Region Syddanmark haft fokus på at brede forskningen ud, så teori og praksis styrkes, der hvor patienterne er. Og i de fem år er forskningsindsatsen vokset så meget, at der nu er behov for at oprette en Fokuseret Forskningsenhed.
“Vi har fået dyrket meget forskning op, hvor der ingenting var før, og nu er der brug for at få samlet alle initiativerne i en enhed,” siger Elsebeth Stenager, der er forskningsleder og klinisk lektor ved Syddansk Universitet.
I Sønderjylland har lægerne god kontakt til patienterne, og derfor er det oplagt at tage udgangspunkt i forskning i dette geografiske område. Ved fokuseret forskning bliver det samtidig lettere at rekruttere de dygtigste forskere.