Fortsæt til indhold

Aarhus borgmesters balancegang på et knivsæg

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør på Djursland:

"Onsdag bliver en afgørende dag i den fortsatte føljeton om Aarhus Lufthavns fremtid og muligheder som hele Østjyllands flyveplads. Der løber den længe bebudede ekstraordinære generalforsamling af stablen i det kriseramte aktieselskab, der har Aarhus Kommune som altdominerende flertalsaktionær, og kommunerne Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs som fyld.
Dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling er ikke meldt ud i detaljer, men det er ikke svært at gætte sig til, at det altoverskyggende tema bliver, om Lufthavnen har en fremtid? Hvis svaret er ja, skal der investeres massivt i Lufthavnens faciliteter - som slet ikke er på niveau med sine jyske konkurrenter i Billund og Aalborg.
De ledende politikere i Syddjurs og Norddjurs Kommuner går meget stille med dørene. De har en klar interesse i at bevare Aarhus Lufthavn på den nuværende placering og få den opdateret til nutidens krav, men de ved også, at de ikke har politiske og økonomiske muskler til at stille sig op på en piedestal og snakke for højt om deres ønsker til fremtiden.
De erkender, at Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard (S) er nøglespilleren. Det er reelt ham på vegne af Aarhus Kommune, der skal komme med en klar udmelding på den ekstraordinære generalforsamling, som han har politisk rygdækning til i sit aarhusianske bagland.
En udmelding, der skal være af en sådan styrke, at den reelt kan lukke for endnu flere ørkesløse diskussioner om Aarhus Lufthavns fremtid i Stabrand.
Aarhus borgmesteren slås med sit bagland, hvor stærke kræfter kæmper for at lukke kassen for Lufthavnen og helt dreje nøglen. Med en aktiemajoritet på over 58 procent er det hver gang Aarhus Kommune som må finde den store pung frem, når, der igen-igen er hul i Lufthavnskassen
Der er ingen tvivl om, at Jacob Bundsgaards grundopfattelse er, at den nuværende lufthavnsplacering i Stabrand måske ikke er den bedste, men den eneste realistiske, hvis Østjylland fortsat skal have en lufthavn.
Af indlysende årsager må han gå på politiske listefødder med dette synspunkt, og det er forklaringen på, at det udadtil ofte virker som om, at han taler med to tunger.
På onsdagens ekstraordinære generalforsamling bliver han imidlertid nødt til at tale rent ud af posen, men er han parat til det eller svigter modet ham?"