Fortsæt til indhold

De tungeste politiske drenge i bestyrelsen

På onsdagens ekstraordinære generalforsamling blev det meste af den siddende bestyrelse sat fra bestillingen til fordel for kommunernes førstemænd

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Fremover bliver det ejerkredsens fem borgmestre, der skal udgøre bestyrelsen i Aarhus Lufthavn sammen med tre repræsentanter fra erhvervslivet i Østjylland og to medarbejder repræsentanter.
Det blev et af resultaterne af dagens ekstraordinære generalforsamling i den omdiskuterede lufthavn.
Desuden blev det besluttet, at formanden skal være en af de tre repræsentanter fra erhvervslivet.
Et klart signal til det østjyske erhvervsliv om, at de fem ejerkommuner mener det alvorligt, når de i fællesskab melder ud, at de vil arbejde seriøst på, at den nuværende lufthavn ikke hele tiden skal trues af nedrykning til glemslens divisioner.

Kun Syddjurs var klar

Bestyrelsesposterne blev ellers senest fordelt som en del af kommunalbestyrelsernes/byrådenes konstitueringer efter kommunalvalget tirsdag 19. november 2013.

Dengang stod det klart, at den nuværende formand Ango Winther (A), der er byrådsmedlem i Aarhus Kommune, skulle fortsætte som repræsentant for Jyllands største kommune.

På samme måde var Randers Kommunes afgående borgmester Henning Jensen Nyhuus (A) og Flemming Nørgaard (V) fra Favrskov Kommune udpeget til at skulle fortsætte, mens borgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft (V) og Torben Jensen (Borgerlisten), der var borgmester 2007 - 2009 i Norddjurs Kommune, var udset til at skulle være de nye navne som afløsere for tidligere Syddjurs borgmester Kirstine Bille (SF) og Norddjurs borgmester Jan Petersen (A).

Dermed er det kun Syddjurs, der ikke skal foretage en ændring.

De fem borgmestre: Jacob Bundsgaard (A) Aarhus, Claus Ohman Jensen (V) Randers, Nils Borring (A) Favrskov, Jan Petersen (A) Norddjurs og Claus Wistoft (V) Syddjurs kommer til at udgøre den ny bestyrelse sammen med direktør Kim K. Boyter fra tolietsædeproducenten Pressalit, finansdirektør Jan Nordstrøm fra Danish Crown og formanden for Randers Regnskov, Torben Boldsen.
Bestyrelsen vælges formelt først på lufthavnens ordinære generalforsamling 6. maj.