Fortsæt til indhold

Millionunderskud er et godt resultat

Ingen grund til bekymring for underskud i 2013, lyder det fra bestyrelsen i Aqua Djurs

Samfund
Anette Bonde

Stort underskud på 15,6 mio. kroner i 2013 i vand-og spildevandsselskabet AquaDjurs as, og kunderne kan alligevel se frem til lave priser i de kommende år.
AquaDjurs præsenterede sin årsberetning på generalforsamlingen onsdag 9. april, og her opklarede direktør Palle Mikkelsen det mystiske forhold. Sagen er nemlig, at AquaDjurs er underlagt lovbestemte prisloftreguleringer, der går på tværs af regnskabsårene.
“Ser man på de sidste fire års resultater, er selskabet i fin balance med et samlet overskud på 2,8 mio. kroner. Det svarer til et gennemsnitligt overskud på 700.000 kroner hvert år.”
Det har kunderne også kunnet mærke, idet taksterne er holdt på samme niveau som i 2013. Palle Mikkelsen nævnte, at man også regner med at kunne undgå prisstigninger på spildevand i årene fremover, også selvom folk bruger mindre vand, og virksomheder slipper billigere end før.

Sparer på nedlagte anlæg

Prisloftreguleringen giver et minus på 11,5 mio. kroner. En anden stor post i regnskabet i år er, at de nedlagte renseanlæg i Bønnerup og Fjellerup er nedskrevet med syv mio. i regnskabet for 2013. Trækker man de to poster ud, er overskuddet cirka 3 mio. kroner.
Formand for AquaDjurs as, Frede Frandsen, var da også godt tilfreds. Han fremhævede også, at det er lykkedes at effektivisere og centralisere driften på Fornæs Renseanlæg.
”AquaDjurs er reelt set mere end to år foran de effektiviseringskrav, der er sat fra staten og forsyningssekretariatet.”
Regnskabet næste år vil desuden aftegne, at tre af de 28 medarbejdere har sagt farvel ved naturlig afgang.

Hensyn til miljøet

Formanden fremhævede også en række tiltag, der er gjort for at sikre miljøet, bl.a. kloakering af sommerhusområder. AquaDjurs er desuden involveret i Norddjurs klimaplan med løsninger for sundhed og hygiejne ved kraftig regn.
Den kommende spildevandsplan vil derfor bl.a. rumme en opdeling af regnvand og spildevand for en stor del af de cirka 20 pct. af kloakkerne, der ikke allerede er separerede.