Fortsæt til indhold

Skovens dag på Rye Nørskov Gods

Søndag 4. maj inviterer Rye Nørskov Gods alle interesserede på en spændende skovtur med godsets skovfoged

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

"Kom med på en skovtur." Sådan lyder det fra Daniel Hintz, der er skovfoged på Rye Nørskov Gods ved Ry. Han inviterer nemlig søndag 4. maj alle, der er interesserede i en hyggelig tur i skoven, på en fælles skovtur.
Dagens tema er vildtforvaltning, træproduktion og juletræer, hvor skovfoged Daniel Hintz vil fortælle om, hvad skovens primære indtægtskilder er, og hvordan de kombineres med natur og publikumshensyn.
Er man interesseret i skovturen, skal man bare troppe op på P-pladsen, hvor Rodelundvej og Hejnæsvej mødes ved Rye Nørskov, søndag 4. maj klokken 10.
Herefter starter den fælles skovtur, som Daniel Hintz regner med vil tage omkring tre timer.
Turen er på tre til fire kilometer, hvor der undervejs er pauser. Han opfordrer samtidig folk til at tage madpakker med, da der vil være en spisepause. Hele arrangementet er gratis.