Fortsæt til indhold

Nye Bønnerup-borgere får hjertelig velkomst

I Bønnerup vil man dele velkomstkurve med alt godt fra byen ud til nye borgere

Samfund
Anette Bonde

Bønnerup vil sørge for, at tilflyttere føler sig velkommen fra starten. Derfor vil de få en velkomstkurv, når de flytter til byen.
Det er byens nye 'velkomstambassadør' Vita Glad Petersen, der på et borgermøde 27. november luftede ideen til kurven. Dagsordenen for mødet var positive tiltag for byen, efter at byens børnehave stod foran en lukning på grund af for få børn.

Bidrag fra mange

Kurvene, der nu er ved at være klar til uddeling, indeholder bidrag fra over 20 foreninger og erhvervsvirksomheder i Bønnerup, ligesom Norddjurs Kommune også har støttet det gode initiativ. De nye Bønnerupborgere bliver budt velkommen med en bog om Bønnerups historie, informationsmateriale om byen, medlemskab til Borgerforeningen, gavekort til lokale forretninger, vingaver, blomster, brochurer og meget andet, der kan gøre den første tid i som ”ny i byen” både sjovere og bedre.
Vita Glad Petersen har været rundt til foreninger og erhvervsvirksomheder i området. Og ligesom på borgermødet er initiativet også blevet taget rigtigt godt imod her.
Hun fortæller, at flere Bønnerupfolk, når de ser kurven, ærgrer sig over, at de allerede bor her og altså ikke kan komme i betragtning. Ønsker man at bidrage til kurven, kan det stadig nås. De første kurve deles ud i marts måned.
Velkomstkurven er tiltænkt tilflyttere, der efter 1. januar 2014 køber ejendom i Bønnerup-området eller lejer lejlighed/hus. Tilflytterne vil blive modtaget af velkomstambassadøren og en repræsentant fra Bønnerup & Omegns Borgerforening.