Fortsæt til indhold

Stor aktivitet i lokalhistorisk arbejde i Rougsø

Rougsø Lokalhistoriske Forening havde et væld af arrangementer i 2013 med 330 gæster

Samfund
Anette Bonde

Formand for Rougsø Lokalhistoriske Forening, Ejvind Nielsen, kunne ved generalforsamlingen onsdag 9. april berette om et særdeles aktivt 2013. Der var 330 gæster, 23 henvendelser på mail og 21 telefonopkald.
Pr. 31. december var der 271 medlemmer. 49 deltog i generalforsamlingen.
Bestyrelsesmedlemmerne Ejvind Nielsen, Nørager, Else Marie Jacobsen, Allingåbro, Kirsten Arnfelt, Allingåbro og Bente Rasmussen, Ørsted, blev genvalgt. Bodil Balle Gidsel blev valgt som ny suppleant.
Efter kaffen underholdt Niels Mogensen, Voer, forsamlingen om livet i Voer, med udgangspunkt i sin egen familie, suppleret med nye og gamle billeder.

Kiggede tilbage

Ejvind Nielsen kiggede tilbage på et hav af arrangementer i 2013, som foreningen selv havde afholdt eller deltaget i.
Det var blandt andet Kulturdagen på Allingåbro Skole, forårsmessen i Rougsøhallen, byvandring i Vivild i samarbejde med Vivild og Omegns handels- og Borgerforening, byvandring i Nørager, cykelture med indlagt lokalhistorie, besøg i Voer kirke i samarbejde med Rougsø Nord Menighedsråd, besøg på Løvenholm slot, Arkivernes Dag i november, samt medvirkende i seks foredrag, som Folkeuniversitetet i Norddjurs stod bag.

Over 7.000 billeder

Ejvind Nielsen fortalte også, at der i arkivets elektroniske system lige nu findes over 7000 billeder fra Gl. Rougsø kommune.
Han nævnte også, at medarbejderne på arkiv og museum har brugt cirka 2.100 timer til at registrere, scanne billeder, tage imod gæster og meget andet.

Lokalhistoriske cykelture

2014 har været akkurat lige så aktivt med foredrag og deltagelse ved kulturdagen.
Fremover indeholder kalenderen blandt andet et besøg i togremisen i Randers, byvandring i Allingåbro, et besøg ved Oldtidsminderne ved Tustrup samt lokalhistoriske cykelture fra Udby, Ørsted, Allingåbro og Vivild. Foredragsrækken
Lær din egn at kende fortsætter med tre foredrag til efteråret.