Fortsæt til indhold

Digital mobning på dagordenen i Lystrup

Malene Skjærris klæder børn og voksne på til den digitale verden

Samfund
Kim S. Andersen

FOREDRAG Som forældre er det let at komme i tvivl om, hvor meget ens børn skal bruge alle de digitale medier, der findes. Hvor længe må de sidde foran pc'en, og hvad må de se på/spille.
Hvis du ikke er afklaret med hensyn til dine egne børn, er der hjælp at hente den 28. april klokken 19 på Lystrup Bibliotek, hvor Malene Skærris fra kidsandmedia.dk kommer og fortæller om emnet.
Malene Skærris er uddannet pædagog og arbejder med 0-4 årige, men hun er også en ivrig spiller på Playstation og Nintendo Wii. Hun har selv to børn på 8 og 5 år og står derfor selv midt i diskussionen.

Nysgerrighed vigtig

For Malene Skærris er det vigtigste, at man som forældre er nysgerrig og involverer sig i børnenes digitale verden.
“Hvis forældrene er nysgerrige og spørger ind til, hvad børnene laver, får de indblik i børnenes verden, og får sandsynligvis også barnets fortrolighed - at barnet fortæller, når det oplever noget godt eller skidt,” fortæller hun.

iPad er ingen babysitter

'Sammen' er et nøgleord for Malene Skjærris. Forældre og pædagoger skal ikke blot lade børnene lege med iPads alene. Den er ikke bare en babysitter.
“Jeg vil gerne udfordre voksnes brug af digitale medier, så de ser mulighederne i dem sammen med børnene. Børnene skal ikke sidde alene og lytte, mens iPad'en læser historier for dem. Den voksne skal sætte sig hos barnet og læse og opleve historien sammen med barnet,” siger Malene Skjærris og tilføjer:
“Vi voksne skal huske, at det er os, der henter programmerne, og at det er os, der bruger iPad'en til at lave en bog, en film og endda et dukketeater. iPad'en gør ikke noget selv. Det er et redskab, der hurtigt fanger barnets interesse. Det er min opfattelse, at børn ned til 1 år ved, hvordan man bladrer i billeder på iPad eller smartphone. Det er derfor min opgave som forælder at sørge for kvaliteten i det, de skal lave på for eksempel iPad,” siger hun.
Det er Malene Skærris håb, at hun kan give voksne stof til eftertanke og udfordre dem til ikke at stå af – men at bruge de digitale medier sammen med børnene. Digitale medier er kommet for at blive. Derfor skal voksne involvere sig i børnenes brug af iPads og lære dem at bruge dem på en bevidst og ansvarlig måde. Så vi kan få nogle børn, der er klædt på til den digitale verden.
Hvis man vil høre Malene Skærris' foredrag og være med til at diskutere, hvordan børn bliver klædt på til den digitale verden, kan man bestile gratis billetter på Lystrup Biblioteks hjemmeside på www.aakb.dk/lystrup