Erhverv Lystrup vækster voldsomt
Lokal erhvervsforening har 100 medlemmer og vil gerne op på 125 indenfor de to næste år
Lystrup er en by i rivende udvikling og byder på mange muligheder for både erhverv og beboere. For at sikre den fortsatte udvikling af byens erhvervsliv blev Lystrup Erhvervsforening stiftet for en del år siden og fik senere navnet 'Erhverv Lystrup'. De seneste år har foreningen arbejdet for at gøre byen endnu mere attraktiv for både erhvervsdrivende og beboere blandt andet i samarbejde med Fællesrådet og øvrige foreninger og organisationer i Lystrup.
Netværk er grundstenen
”Vi gør meget ud af at være lokale. Netværk er grundstenen i Erhverv Lystrup. Vi er knap 100 medlemmer i dag, men vores mål er at blive 125, så en støt stigende tilgang er velkommen,” siger formanden for bestyrelsen for Erhverv Lystrup, Hanne Nippin.
Og der er et væld af muligheder og fordele ved at være medlem af den lokale erhvervsforening.
Dannelse af netværk i lokalområdet, forretningsudvikling, udvidelse af kontaktnet, deltagelse i medlemsaktiviteter, præsentation af sin virksomhed på Erhvervs Lystrups hjemmeside og store rabatter på annoncering i den avis, du sidder med samt Erhvervsavisen er blot nogle af de medlemsfordele til en pris på 1000 kroner årligt.
”Det er vigtig at finde nogle at sparre med. Det er tit fælles problemstillinger, vi står med, selv om medlemmerne spænder meget bredt fagligt lige fra Terma til ID Hair, ” siger Nippin.
Otte arrangementer årligt
Webmaster Jesper Nymann supplerer:
”Vi forsøger at holde otte årlige arrangementer. Det kan både være foredrag som med tidligere elite-roer Arne Nilsson eller virksomhedsbesøg eller foredrag om nye momsregler, ledelse eller salg.”
Det, der binder medlemmer sammen, er det lokale nærhedsprincip. Erhverv Lystrup vil gerne være synlige for borgerne i Lystrup. En af erhvervsforeningens ambitioner er, at der er et aktivt erhvervsliv i byen, der er vokset voldsomt i de sidste år. Ikke mindst på grund af en forbedret infrastruktur med motorvej. Alligevel er der plads til forbedringer, hvis væksten skal fortsætte.
”Lystrup er på mange måder en knopskudt by, hvor der ikke rigtig er nogle indfaldsveje ind til selve byen. Vi har jo nærmest en by uden centrum, så der skal arbejdes med en lokalplan i fremtiden, siger Bo Gustafsson, der er medlem af Erhverv Lystrup.