Fortsæt til indhold

Byggerens fremtid er igen usikker

Lokal legeplads skal muligvis køre videre uden personale

Samfund
Kim S. Andersen

Finn Bjørn Sørensen har prøvet det før. Et eksistensgrundlag, der er truet. Denne gang er det ikke hans arbejdsplads gennem godt 30 år, Legepladsen Søndergård i Lystrup - bedre kendt som 'Byggeren', men derimod hans eget job, som er på spil.
For de 16 pædagogisk ledede legepladser, der er spredt rundt i Aarhus Kommune, risikerer at skulle spare alle pædagoger væk og bliver ubemandede.
Det fremgår af en analyse fra Børn - og Unge-forvaltningen, der peger på, at der er mulighed for at legepladserne flyttes over i Teknik - og Miljøforvaltningen.
“Det er sgu svært at blive ved med at holde modet oppe. Det er ikke første gang, vi lever med uvisheden her på stedet. Vi lever og ånder for 'Byggeren' og synes selvfølgelig, det er helt hen i vejret, hvis stedet 'Byggeren' skal køre videre uden pædagoger. Derudover har vi også en social funktion og er et socialt projekt, når vi ansætter folk i jobtræning, i seniorjobs og på skånejobs,” fastslår Finn Bjørn Sørensen.
I øjeblikket er i alt seks ansatte på legepladsen, og hvis planerne om ubemandede legepladser bliver vedtaget, er det hensigten, at et sted som 'Byggeren' i Lystrup kan blive passet af gartnere, der også må tage sig af de mange dyr, som har til huse på de 16 forskellige legepladser.
“Vi har undersøgelser, der viser, at vi har 300.000 besøgende om året, og jeg synes, at vi udfylder en vigtig rolle i lokalsamfundet. Vi bliver også brugt som en alternativ skolegård, hvor elever, der har haft det svært, er kommet herned for at brudt den daglige rytme. Hvis 'Byggeren' skal være ubemandet, kan det ikke lade sig gøre,” konstaterer Finn Bjørn Sørensen , der også peger på trygheden i at have uddannede folk og voksne på stedet.

Et spørgsmål om penge

“Jeg ved godt, det er et spørgsmål om kroner og ører, men der kan være en regning, der skal betales senere, hvis ikke børn og unge kan komme herned. Vi er kun to fuldtidsansatte og har årlige driftsudgifter på 150.000 kroner,” siger lederen.
Finn Bjørn Sørensen vil gerne have rådmanden ud og se på forholdene, inden beslutningen tages i nærmeste fremtid.
“Simsek er mere end velkommen til at komme herud,” siger han.
Børn og Unge-rådmand Bünyamin Simsek(V) vil endnu ikke melde noget ud om de pædagogisk ledede legepladser i kommunen:
“Vi skal kigge på hele FU-området (Fritid og Ungdom, red.) og drøfte flere modeller og få det største flertal igennem. Vi kigger ikke specifikt på 'Byggeren' eller andre legepladser, så der er overhovedet ikke besluttet noget. Det er helt åbent, og der er ikke noget, der er givet,” lyder det fra rådmanden. Mit indtryk er, at de bliver kørt tilfredsstillende. Jeg er selv kommet meget på sådanne legepladser som barn. Både i Gellerup og i Aarhus på 'Børnenes Jord', så jeg vil da mene, at jeg har et personligt indgående kendskab til dem. Jeg elsker at komme ud i virkeligheden, så jeg er ikke afvisende om at kigge forbi 'Byggeren',” siger Bünyamin Simsek.