Fortsæt til indhold

Risiko for takststigninger på vand og spildevand

En skattesag kan på landsplan medføre takststigninger for vand og spildevand

Samfund
Anette Bonde

Norddjurs holder sig formentlig fri af nævneværdige takststigninger på vand og spildevand, men mange andre steder i landet vil borgerne blive ramt.
Det skyldes en verserende skattesag mellem landets vand- og spildevandsselskaber og SKAT.

Hvor meget var de værd?

Sagen, der nu skal for landsskatteretten, handler om, hvor meget kloakker, vandledninger, pumpestationer og ejendomme var værd, da selskaberne for cirka seks år siden blev udskilt fra kommunerne og gjort skattepligtige.
De fleste vandselskaber har sat værdierne på deres anlægsaktiver ud fra nogle standardpriser, som myndighederne har fastsat. SKATs vurdering af værdierne ligger noget lavere. Og lavere værdi betyder lavere fradrag og en større skatteregning. Hvis SKAT vinder sagen, vil skatteregningen havne hos forbrugerne via takstforhøjelser. Der er tale om store beløb, som er akkumuleret over en årrække.

Risikoen for en stigning i taksterne er ikke så høj i Norddjurs Kommune, fordi AquaDjurs as blev stiftet med relativt lave indgangsværdier.

Usikkerhed i branchen

Alligevel var sagen oppe på årets generalforsamling, hvor formand Frands Frandsen udtrykte bekymring over den usikkerhed, hele branchen står over for.
“Der er 5-7 år, til sagen kan forventes afsluttet. Det er meget uheldigt, fordi det kan påvirke vores langsigtede strategi og takstpolitik.”
Han håber, at vandselskaberne får medhold i klagen.
“Det er ikke rimeligt at beskatte et selskab i en sektor, der skal hvile i sig selv. Skal der skat på, kan man i det mindste kalde det en statsafgift, så den bliver synlig for forbrugerne.”
Frede Frandsen sætter sin lid til den forestående evaluering og revidering af vandsektorloven.
“Så håber jeg, at skattebetalingen vil indgå i de kommende politiske forhandlinger, så vi får åbenhed og forhåbentlig en afklaring,” siger han.