Fortsæt til indhold

Manden med minksløjfen

Hjorth Willum, der er kendt som manden med minksløjfen, er i Radio Djursland

Samfund
Anette Bonde

Manden med minksløjfen Hjorth Willum er gæst i Fritz Jensen's program, ”Det musikalske vindue”, der sendes lørdag 26. april klokken 17 på Radio Djursland.
Han fortæller om et liv med pelsværk og klæder, som har været hans store interesse.
“Jeg har jo været så lykkelig, at jeg kunne leve af min hobby.”

Willum, ikke Christian

Hjorth Willums fornavn er i virkeligheden Christian, men det navn har han aldrig brudt sig om. Det passede til hans gamle onkler, men ikke til Hjorth Willum selv, besluttede han allerede som dreng. I stedet foretrækker han slet og ret at blive kaldt Willum. Hr. Hjorth Willum.
Willum blev født i Randers i februar 1923. Som 21-årig flyttede han i 1942 til Grenaa, hvor han fik job som nyuddannet kommis hos en købmand på hjørnet af Nørregade og Østergade. Her traf han Hilda, som han blev gift med i 1945.
Fem år senere, i 1950, åbnede han sin første butik med salg og reparation af pelsværk i Lillegade i 1950. Senere flyttede han forretningen til Storegade, hvor parret drev forretning frem til 1992.
Parrets datter Ingrid Willum driver nu butikkerne »Willum« i Grenaa og Ebeltoft.
Ved sin død i 2011 efterlod Hilda Willum 250 bøjler med tøj, som hendes mand havde syet til hende.

Har stadig gamle kunder

Pelshandler og skrædder Hjorth Willum lukkede sin forretning i Storegade for 21 år siden, og i februar kunne han fejre sin 90 års fødselsdag. Alligevel er der mange af hans gamle kunder, der stadig opsøger ham for at få udført reparationer af pelsværk.
Der kan sættes flere titler på ham, og én er uden konkurrence også titlen som én af Grenaas bedst klædte mænd. Han er i hvert fald den eneste, der har gået med mink-butterfly stort set dagligt i 65 år.
I radioprogrammet fortæller han også, at han ikke kun er pelshandler. Han er også en stor samler af alskens forskellige ting.