Skanderborg får sit foretræde
Christina Bottke og Frank W. Damgaard rejser til Christiansborg med Sølund-sag
Kommunalpolitikere fra Skanderborg Kommunes socialudvalg har fået adgang til at diskutere direkte med deres kollegaer på Christiansborg om problemerne med handicappedes adgang til at deltage i Sølund Musik Festival.
Det sker lige efter påske, nærmere betegnet tirsdag 29. april, når en delegation fra Skanderborg med formand og næstformand for kommunens socialudvalg, Christina Bottke, (V), og Frank W. Damgaard, (S), i spidsen, kommer i foretræde for Folketingets Socialudvalg på Christiansborg.
På landspolitisk dagsorden
Foretrædet kommer til at foregå samme dag, Folketingets socialudvalg har kaldt socialminister Manu Sareen, (Rad.V), i åbent samråd om samme sag.
Dermed er sagen om Sølund Musik Festival for alvor kommet på den landspolitiske dagsorden efter ugers arbejde på flere fronter fra Skanderborg Kommunes side.
Socialudvalget i Skanderborg Kommune bebudede allerede på sit møde i første uge af marts, at man ville søge foretræde for Folketingets Socialudvalg. Dengang blev også nedsat en særlig tværgående kommunal indsatsgruppe med det formål at finde løsninger i sagen om Sølundfestivalen.
På udvalgets seneste møde blev situationen drøftet igen, og her var der enighed om at arbejde for langsigtede løsninger både for Sølund Musik Festival, men i ligeså høj grad for handicappedes generelle muligheder for at få socialpædagogisk ledsagelse til fritidsaktiviteter i kølvandet på KLs præcisering af serviceloven.