Se Skanderborg fra luften
Snart er det muligt at få sig noget af en oplevelse, når Skyfox Helikopteroplevelser 3. maj tilbyder rundflyvning i helikopter fra det grønne areal ved Vroldvej ved Skanderborg Business Park
Der venter skanderborgenserne noget helt særligt lørdag 3. maj, når Skyfox Helikopteroplevelser gæster Skanderborg for at tilbyde de lokale borgere at se deres by fra oven i en helikopter. Og det er noget anderledes at se en by fra oven i forhold til at sidde i fly.
”Det er en markant anderledes oplevelse at flyve med helikopter end med almindelig flyvemaskine. Vi har mulighed for at hænge helt stille i luften, og udsynet er ikke begrænset af et sæt vinger”, fortæller pilot og indehaver af Skyfox Helikopteroplevelser, Mikkel Pedersen.
Helikopteren er af typen Robinson R44, som har et stort vinduesparti, hvilket giver et optimalt udsyn, så det føles som at sidde i en glasboble og svæve over landskabet.
Ikke nødvendigt at booke
Alle kan komme 3. maj. Folk med højdeskræk behøver helle ikke at holde sig væk, for folk er også velkommen til bare at kigge på, når helikopteren starter og lander. Man skal bare møde op ved helikopteren og vælge en tur. Så det er ikke nødvendigt at booke en tur på forhånd.
Der vil være flere forskellige ruter at vælge imellem, så man selv kan bestemme, hvad man helst vil se. Der vil også være mulighed for at tage nogle flotte billeder fra luften.
Der kan være tre passagerer ad gangen i helikopteren, som flyver i ca. 350 meters højde.
Eventuelle ændringer af arrangementet vil fremgå af hjemmesiden www.skyfox.dk