Fortsæt til indhold

Test skader det hele menneske

Lærerne føler sig tvunget til at nedprioritere elevernes almene dannelse. Den testes nemlig ikke

Samfund
Peter Friis Autzen

“Lærerne presses til at bruge for meget tid på de undervisningsemner, der indgår i de nationale test. Og så kan man nå mindre af de andre emner,” siger Per Breckling, der er formand for Fredericia Lærerkreds.
Han er ikke begejstret over det antal nationale og internationale standardiserede test, skolerne i dag er underlagt.
“Mange af testene er en-dimensionale. Og fordi resultaterne sammenlignes og blæses så meget op politisk og i pressen, presses lærerne til at nedprioritere undervisningen af mange andre emner. Og det er ikke godt,” siger han og uddyber:
“Hvis en klasse har brug for at bruge ekstra tid på retsstavning for at skaffe skolen et godt testresultat, må læreren bruge ekstra tid på det. Og så er der mindre tid til den gode, samtalebaserede og forståelsesfremmende undervisning i for eksempel reklame-analyse og Kierkegaard,” siger han.
På den måde er antallet af test og brugen af dem med til at modarbejde folkeskolens hovedformål: At skabe hele mennesker, mener Per Breckling.

Hvad nedprioriteres?

Allerede, da de nationale test var til diskussion første gang, frygtede lærerne, at de ville blive presset til, at 'teach to the test', som det kaldes. Og nu er frygten blevet til virkelighed, mener Per Breckling.
Men hvad er det så - helt konkret - eleverne går glip af?

“Det kan vi ikke dokumentere. Vi kan hverken fremlægge en konkret liste over, hvilke emner, der bliver nedprioriteret. Eller hvor meget, de nedprioriteres, eller hvilken effekt det har på elevernes samlede indlæring. Det kan ikke lade sig gøre. Og dét er en debatmæssig udfordring. Men der er ingen tvivl om, at nedprioriteringen af det hele menneske, den almene dannelse, samfundsforståelsen og indsigten er et problem. Test-manien gør, at vi får en lidt mindre hel elev ud - men til gengæld en elev, der måske har fået gode testresultater. Men er det det, vi vil? Samtidig kræver erhvervslivet jo, at fremtidens ansatte skal være nytænkende, selvkørende, holdspillere, kreative og selvstændige” siger lærerformanden.
Per Breckling håber, at debatten vil føre til, at antallet af test sættes ned.
“Jeg ønsker ikke test afskaffet, for der er også mange fordele ved at teste. Men test skal bruges rigtigt, og der skal ikke være for mange af dem,” siger han.

Susanne Eilersen (DF) er ikke modstander af de nationale test, men håber, at der kan findes en fornuftig balance.

Lokal politisk forståelse

Formanden for Fredericias skolepolitiske udvalg, Susanne Eilsersen (DF) er ikke ubetinget enig med Per Breckling.
“Uden test løber det af sporet. Der er for eksempel for mange unge, der ikke kan stave,” siger hun.
“Men hvis lærerne udtrykker en bekymring om, at testene fører til ensidig undervisning, så skal vi da lytte til det og se på det,” siger hun.
Umiddelbart kan kommunerne dog ikke ændre noget på strømmen af nationale og internationale standardiserede test.
“Beslutningen ligger et andet sted,” siger Susanne Eilersen, som også er kandidat til både folketinget og EU-parlamentet.
Læs de andre artikler om EU og det forestående parlamentsvalg og folkeafstemning på Lokalavisen Budstikkens særlige valg-site. Klik på ikonet øverst på siden.