Jeg har fuld fokus på de sidste kampe
Selvom samarbejdet mellem Kasper Hjulmand og FC Nordsjælland synger på sidste vers, holder Hjulmand fokus
Der er fem kampe tilbage for FC Nordsjælland i denne sæson, og selvom det også kun betyder fem kampe tilbage som cheftræner, holder Kasper Hjulmand fuld fokus.
Dermed ønsker han heller ikke nu at se tilbage på sine seks år i FC Nordsjælland eller for den sags skyld frem. Han afslører dog, at der lige nu ikke står et job og venter på ham.
"Jeg venter med at kigge tilbage efter 18, maj, hvor sæsonen slutter. Derefter kan jeg også se fremad. Lige nu har jeg fuld fokus på de sidste kampe. Det har været en mærkelig sæson, så jeg under virkelig drengene en god afslutning. Derefter må jeg så se, hvad der sker. Mit hoved er lige nu i FC Nordsjælland", lyder det fra Kasper Hjulmand, der dog godt vil give en kommentar med omkring valget af Ólafur Kristjánsson som ny cheftræner for FC Nordsjælland.
"Jeg har kendt Ólafur gennem lang tid. Han er en rigtig god mand, og så er han også dygtig", lyder det fra Kasper Hjulmand,
Forskellighed har været en gave
At der er forskel på FC Nordsjællands bestyrelsesformand, Allan K. Pedersen, og cheftræner, Kasper Hjulmand, kan ingen være i tvivl om.
Allan K. Pedersen har et forretningsgen, der har gjort ham lige så berømt som berygtet, mens Kasper Hjulmand bedst er kendt som den idealistiske træner med det lune sind. Men ifølge dem begge har forskelligheden været positiv for udviklingen af klubben.
"Vores forskellighed har været en gave ligesom vores fælles kærlighed til klubben", siger Kasper Hjulmand.
Den konstatering er Allan K. Pedersen enig i. Han har tidligere rost Kasper Hjulmands virke i FC Nordsjælland.
"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rose Kasper for at have medvirket markant til den store udvikling, klubben har været igennem og fortsat er inde i", lyder det fra Allan K. Pedersen.