Fortsæt til indhold

Bakkely lever videre som privatiseret

Naturbørnehaven Bakkely var truet af lukning, men så tog forældrene kampen op og fik den privatiseret

Samfund
Af Jonas Wrede Hansen

“Det er ligemeget, hvordan vejret er herude, så er her fantastisk,” fortæller Evy Rye. Og hun har ret.
Men lige præcis i dag, er her nok lidt mere fantastisk end normalt. Solen skinner nemlig fra en næsten skyfri himmel, og med en kun meget svag, frisk vind, der får buske og træer til at blafre, er der ikke nogen tvivl om, at den lille naturbørnehave Bakkely ligger i meget smukke naturomgivelser i Stilling.
Her er der hverken vejstøj fra farlige, trafikerede veje eller andre ting, som forhindrer de fredelige omgivelser i at blomstre. Men for bare et år siden så det hele noget mere dystert og mørkt ud.
Solen skinnede ikke længere nær så meget over den lille børnehave, som var alvorligt truet af en lukning. Skanderborg Kommune havde faktisk lukket den, men så tog forældrene kampen op. De fik børnehaven privatiseret, hvilket blev dens redning.
Så skulle man ellers tro, at alt nu var i den skønneste orden. Det er det næsten også, men ifølge Evy Rye, der er daglig leder i Naturbørnehaven Bakkely, kæmper man stadigvæk med, at mange tror, den er lukket.
“Vi findes altså endnu. Vi er ikke lukket,” fortæller hun bestemt og uddyber:
“Vi oplever tit, at folk kommer og fortæller os, at de troede, vi var lukket. Vi vil gerne have, at folk ved, vi stadigvæk eksisterer. For det gør vi jo.”
“Der er ikke nogen tvivl om, at vi er glade for, at vi er blevet en privat børnehave,” fortæller Evy Rye med en tydelig tilfreds ansigtsmimik.
Hun har været daglig leder i Bakkely i mange år og var det også, da børnehaven var ejet af Skanderborg Kommune.
“Nu kan vi bestemme meget mere selv. Der er ikke længere nogen over os, der skal diktere en masse. Det giver os meget mere frihed,” fortæller hun lettet.
Uden for er alle børnehavens 22 børn i dag ude at lege.
De ældste øver sig på et teaterstykkke, som de skal fremvise for forældrene. Lige præcis børnenes forældre har haft en stor andel i den lille naturbørnehaves fortsatte eksistens.
“Uden forældrenes hjælp og store arbejde, eksisterede vi simpelthen ikke i dag.”
Men selvom børnehaven nu er privatejet, er der stadigvæk en række udfordringer, hvor nogle af dem også er af økonomisk karakter. Det har nemlig været dyrt at gå over til at være privatejet.
“Det kan sagtens løbe rundt nu, men vores økonomi er absolut stram. Det er ikke sådan, at vi bare kan sige 'yes' og kaste rundt med en masse penge,” fortæller Evy Rye.

Det meste af aktiviteterne i Naturbørnehaven Bakkely foregår udendørs i de idylliske omgivelser. Foto: Jonas Wrede Hansen.