Fortsæt til indhold

Ivrige musikere tyvstartede Spot

Musikken begyndte før tiden på den attraktive branchefest, Spot Festival

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Iveren efter at vise sig frem, viste sig allerede, inden det officielle musikprogram gik i gang på Spot Festival i går.
Fire unge fyre fra Thy, der samlet kalder sig ”Quick Quick Obey”, stillede sig op uden for Brobjergskolen lige over Musikhuset Aarhus og spillede løs.
Uden mikrofoner eller forstærkere, men med masser af lyst slog de sig løs på guitarer, trommer og maracas.
Det fik hurtigt omkring 20 personer til at stoppe op og lytte efter den drømmende og eksperimentende pop.
Imens blev de første madboder åbnet, de første fadøl skænket og de første sandwich med pulled porch og forårscoleslaw langet over disken.
"Vi spiller derinde i foyeren i morgen (i dag, red.) kl. 16.30. Vi håber at se jer," proklamerede forsangeren fra 'Quick Quick Obey' efter den lille udendørskoncert og pegede på musikhuset.
På Spot Festival håber de optrædende kunstnere ikke kun, at publikum tropper op til koncerterne, men i høj grad også bookere og pladeselskaberne.
I alt gæstes branchefestivalen af ca. 350 internationale gæster fra film- og især musikverdenen.
Musikbookerne håber svenske 'The Culture in Memoriam', der i går spillede i musikhuset, at gøre indtryk på.
Bandet præsenteres af organisationen 'Up Sweden', der hjælper unge svenske bands i gang med musikkarrieren.

Spot har det hele

Organisationen er i år på Spot Festival for første gang.
"Spot har sådan set det hele," siger svenske Erik Hasselgarde fra Up Sweden.
"Festivalen er god for vores bands, fordi de får en mulighed for at træde op på scenen. Og for vores organisation, fordi vi får mulighed for at møde vores kolleger i branchen og udveksle ideer og måske skabe nye samarbejder," siger Erik Hasselgarde.
Organisationen bliver på Spot Festival til og med søndag.
"Udover selve koncerten skal vi også til en brunch, vi har arrangeret nogle møder og så skal vi også bare være sociale og netværke," siger Erik Hasselgarde, mens bandet stiller udstyret op på musikhusets foyerscene.
Svenskerne skal indlede det officielle Spot-program i år.
"Målet er at vores band kommer videre ud i verden. Det virker som et godt sted at være. Vi kan forhåbentlig møde både tyske og danske bookere eller pladeselskaber, der er interesserede. Det skal ikke bare være hvem som helst, men også nogle der forstår bandet og deres kreative visioner," siger Erik Hasselgarde.

Masser af ny musik

Mens svenskerne gjorde sig klar indendøre, ankom de første Spot-publikummer og smed sig i græsset foran musikhuset.
En af dem var Anders Melchiorsen, der var taget til Spot Festival for fjerde gang.
"Jeg kommer for at høre upcoming-navne og for at høre noget nyt, spændende musik," siger aarhusianeren, der var til festival med tre venner.
"Vi har ikke bestemt os for hvilke koncerter, vi skal til, derfor mødes vi lidt tidligt og lægger programmet. Der er rigtigt meget at vælge i mellem," siger Anders Melchiorsen.
Spot Festival fortsætter i dag med over 80 koncerter i musikhuset, på Voxhall, på Godsbanen og i Scandinavian Congress Center og gratis musik i Musikhushaven.
Derudover et stort udvalg af seminarer og et filmprogram, der afvikles på Godsbanen og i Øst for Paradis.