Fortsæt til indhold

Lærere sendes på skolebænken

Byrådet i Egedal Kommune bruger otte millioner kroner på inklusions-uddannelse af lærere og pædagoger

Samfund
Kenneth Tanzer

"Egedals lærere og skoleledere har hidtil ikke været klædt på til opgaven på inklusionsområdet."
Sådan lød en del af kritikken fra Heidi Thamestrup, formand for Landsforeningen Autisme, i sidste uges udgave af Lokalavisen Egedal.
Hun mener, at kommunen gennem fire år har været for fokuseret på at nå målsætningen om 96 procent inklusion i almenundervisningen i stedet for at kigge på børnenes behov og gøre lærere og pædagoger klar til opgaven med elever med særlige behov.
Men nu bliver hendes ønske opfyldt, for onsdag aften kunne byrådet frigive otte millioner kroner, der over de næste to år sender 255 lærere og 245 pædagoger på skolebænken for at få et løft i viden om inklusion.
"Vores overskud betyder, at vi nu har midler til at et uddannelsesforløb. Det har været efterspurgt gennen længere tid, så det kan vi kun støtte," sagde formanden for Børne- og Skoleudvalget, Karsten Søndergaard (V), som fik opbakning fra Charlotte Haagendrup (C).
"Det er fint, at vores lærere og pædagoger føler sig klædt på til opgaven. Det fortjener de, så denne bevilling er help på sin plads," sagde hun, inden Rikke Mortensen (B) kom med en løftet pegefinger.

Kunne have været bedre

"Vi har nået 96 procent inklusion, men vi kunne godt have gjort det bedre i processen. Nu tager vi et rigtigt skridt med de kommende uddannelser, og det er super dejligt," sagde hun.
Alle medarbejderne kommer igennem et inklusions- og specialpædagogisk kursus på 30 timer, der afsluttes med en eksamen på diplomniveau.