Kulturpris 2014 til en ægte blæksprutte
Henning Millard, Auning, modtog lørdag Norddjurs Kommunes Kulturpris 2014
Borgere og foreninger havde indstillet syv kandidater til Norddjurs Kommunes Kulturpris 2014, men Kulturelt Samvirke og medlem af kultur- og udviklingsudvalget Bente Hedegaard (S), der udgør priskomiteen, var ikke i tvivl om, at Henning Millard, Auning, var det rigtige valg.
Prisen blev overrakt Henning Millard på Kulturdag 2014 på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup af Bente Hedegaard.
Henning Millard blev belønnet for sin indsats for Auning, og det engagement han bidrager med til byens fremdrift.
Af indstillingerne om tildeling af prisen, der er på 5.000 kroner, til Henning Millard fremgår blandt andet:
- En kæmpe indsats i bestræbelserne på at bevare og synliggøre historien i og omkring Auning
- Initiativtager til Lipdub i Auning i 2013 med over 400 medvirkende
- Medstifter af flere aktiviteter, herunder Auning Bymuseum og Auning Borgerportal
- Adskillige bestyrelses- og formandsposter i foreninger, herunder Sønderhald Egnsarkiv og Auning Idræts- og Kulturcenter
- Frivillig indsats i flere foreninger og institutioner, bl.a. IT kursus for seniorer på Kulturperronen i Auning
- Bogudgivelse og foredrag om Auning skole
- Drivkraft i det store projekt Auning Viser Vejen i sommeren 2014 med bl.a. historisk optog og lokalhistoriske byvandringer
Fakta: Følgende var indstillet
Borgere og foreninger havde også indstillet de følgende til at komme i betragtning til Kulturprisen:
- Ove Bjerregaard, Grenaa
- Birgit Skov Jensen, Homaa
- Bestyrelsen for Musikforeningen Tråd
- Kulturværkstedet i Auning
- Kirsten Bjerg, Allingåbro
- Auning Idræts- og kulturcenter