Fortsæt til indhold

Fadervor med lækkert hår

Få krisehjælp til håret og gode råd til festfrisuren, når Hørning Bibliotek inviterer til SalonBIB 24. april

Samfund
Af Grethe Bo Mandsen

Konfirmationssæsonen nærmer sig med hastige skridt og rundt omkring i de små og store kirker øves der Fadervor og salmer – og at sige ja på det rigtige tidspunkt.
Og helt sikkert har årets kuld af konfirmander også godt gang i diskussionerne om kjoler, jakkesæt, blå mandag... og hår. For frisuren skal være tjekket og i orden til den store dag.
Og når nu bibliotekernes fornemste opgave er at stille viden til rådighed, så gør de det selvfølgelig også i denne sammenhæng.
Hørning Bibliotek lægger nemlig hus til, når den lokale, miljøvenlige Salon Falk rykker ind med krisehjælp til håret og gode råd til de smukkeste frisurer til de kommende konfirmander - piger såvel som drenge.
SalonBIB er et nyt koncept, som henvender sig til de unge, der gerne vil have inspiration til festlooket og i det hele taget bare hyggesnakke og –snacke og læse i gode bøger og blade.
”Vi vil rigtig gerne vise de unge, at biblioteket også kan være et sted, hvor man uformelt kan hænge ud og dele gode ideer og tale om det, der rører sig,” siger biblioteksmedarbejder Astrid Thorhauge, som i samarbejde med frisør Marianne Falk står bag arrangementet.
Marianne glæder sig til at rykke ud af de vante omgivelser og møde de unge på en ny måde:
”At holde frisør salon på biblioteket bliver helt sikkert en sjov og anderledes oplevelse,” siger hun og fortæller, at trenden i år inden for konfirmationsfrisurer er, at looket helst skal være meget naturligt med lidt store krøller og fletninger i alle afskygninger.
Alle kommende konfirmander (og selvfølgelig også andre interesserede) er velkomne til at kigge forbi til hygge, læsetips og lækkert hår salon BIB går i luften torsdag 24. april. Det er gratis at deltage, og man kan både lægge hår til, når Marianne Falk demonstrerer eller nøjes med at se på og blive inspireret.

Salon Falk rykker ind med krisehjælp til håret og gode råd til de smukkeste frisurer til de kommende konfirmander. marianne Flak fra den miljøvenlige Salon Falk, giver gode råd til smarte frisurer til både piger og drenge. Det er gratis at deltage.