Oplev Skanderborg fra cykelsadlen
Cyklistforbundets repræsentant i Skanderborg Kommune har sammen med en gruppe medlemmer og andre cyklister taget intiativ til at starte cykelture i løbet af sommeren i Skanderborg
Sæt dig op på cyklen og oplev Skanderborg på to hjul.
Det er, hvad Cyklistforbundet nu tilbyder alle skanderborggenserene i løbet af sommeren. Med fire cykelture, der finder sted i maj og juni, bliver der rig mulighed for at få sig nogle naturskønne cykeloplevelser.
Den første cykelaften er torsdag 8. maj, hvor turen går via Danmarksvej og Jeksen til Veng, hvor udsigten til Ranvsø skal nydes med en lille pause, inden turen går hjem via Hemstok skov of Forlev. Arrangørene opfordrer alle deltagerne til at medbringe kaffe, the, vand, siddeunderlag og eventuelt lidt at spise til turen.
Alle cykelturene starter klokken 19 fra P-pladsen på Ladegårdsbakken øst for Skanderborg Station. Turene bliver på omkring 20 kilometer, og der vil altid være pauser på dem.
De følgende ture bliver onsdag 21. maj, onsdag 4. juni og torsdag 19. juni. Det er Hans Mortensen, som er Cyklistforbundets repræsentant i Skanderborg Kommune, som sammen med en række andre cykelinteresserede, der har taget initiativ til arrangementerne.