Fortsæt til indhold

Ulovlig mobilmast i nabokommune er nu lovlig

Naboerne til mobilmasten på Grusbakken fortsætter dog den årelange kamp for at få masten fjernet

Samfund
Annette Houman

Et flertal i Gentoftes kommunalbestyrelse har stemt for den nye lokalplan, der lovliggør placeringen af den 33 meter høje mobilmast på Grusbakken 15 i Vangede, som grænser op til Lyngby-Taarbæk Kommune.
Med vedtagelsen af lokalplan 238.1 burde det sidste punktum dermed være sat i den årelange strid mellem Gentofte Kommune og beboerne i de to nabokommuner, der støder op til området, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk.
Men står det til beboerne, er striden ikke bilagt.

Sagen kører videre

En af dem, Tune Friis, som bor på Lyngby-siden af kommunegrænsen, fortæller, at sagen kører videre.
"Nu spiller vi den i første omgang tilbage til Natur- og Miljøklagenævnet for at få en vurdering af afgørelsen. Vi er af den opfattelse, at gældende love og regler skal overholdes. Det er yderst usædvanligt at lovgive med tilbagevirkende kraft", siger han, der lige som sine naboer blev overrasket den dag i november 2010, hvor han kom hjem fra arbejde og opdagede, at der pludselig var rejst en høj mast få meter fra hans villa.

Alvorlige fejl

Gentofte Kommune havde ved en alvorlig fejl i sagsbehandlingen blandt andet overset kravet i den daværende lokalplan om, at en mast ikke måtte være højere end 1.80 meter, og undladt at gennemføre en lovpligtig partshøring og naboorientering. Alligevel valgte kommunens Byplanudvalg i sin tid med stemmerne fire mod to at give dispensation til at lade masten stå.
I 2012 ophævede Natur- og Miljøklagenævnet imidlertid dispensationen, men lod en kattelem stå åben, nemlig at kommunen ved at udarbejde en ny lokalplan for området kunne lovliggøre placeringen. Det er nu sket.

Udvalgsformand: Ikke et kønt forløb

På Lyngby Rådhus er viceborgmester og byplanudvalgsformand Simon Pihl Sørensen (S) ikke imponeret over nabokommunens behandling af den omstridte mobilmast.
"Jeg synes, det er brandærgerligt, at Gentofte Kommune ikke har ønsket at samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune om en løsning. Jeg forstår godt naboernes vrede. Det har ikke været et kønt forløb," siger Simon Pihl Sørensen.