Mere plads til Den jyske Haandværkerskole
Køb af kommunal grund giver udviklingsmuligheder
Den jydske Haandværkerskole har planer om at udvide og udvikle skolens tilbud og køber derfor en ejendom af Favrskov Kommune, der ligger i umiddelbar forlængelse af skolens eksisterende bygninger på Ellemosevej i Hadsten.
Favrskov Byråd godkendte tirsdag overdragelsen af kommunens ejendom på Ellemosevej 40 i Hadsten.
Samle aktiviteter
“Jeg er rigtig glad for, at Favrskov Kommune har været lydhør over for vores udvidelsesbehov, og at det lykkedes at lave en aftale. Med aftalen får vi mulighed for fortsat at have vores uddannelsesaktiviteter samlet i en campus på Ellemosevej, og det har stor betydning for os. Den jydske Haandværkerskole er i konstant vækst, og aftalen med Favrskov Kommune giver os mulighed for også fremadrettet at rumme de mange elever på den 4,5-årige EUX-uddannelse, som kombinerer en erhvervsfaglig uddannelse med studentereksamen,” siger direktør for Den jydske Haandværkerskole, Henrik Øelund.
Vokser stadig
EUX-dannelsen har nu kørt i to år, og hvert år kommer yderligere to hold til, samtidig med at de øvrige uddannelser også er i stigning.
“Jeg er rigtig glad for aftalen, da det er et stort plus for Favrskov at have en attraktiv uddannelsesinstitution som Den jydske Haandværkerskole i kommunen. Med den kommende udvidelse får vi et endnu mere sammenhængende og attraktivt campusområde, hvor både gymnasium og håndværkerskole trækker mange elever til,” siger borgmester Nils Borring (A).
I brug om to år
Byrådet skal på sit møde allerede i maj måned tage stilling til en ny lokalplan for området, der giver mulighed for, at Den jydske Haandværkerskole kan realisere sine udvidelsesplaner. Selvom skolen ikke forventer at skulle gøre brug af grunden før om to år, er direktør Henrik Øelund meget tilfreds med, at skolen allerede nu kan begynde den konkrete planlægning af det nye byggeri.