Fortsæt til indhold

75 år med vin i nummer tre

I dag hedder butikken Vinoble - for 75 år siden hed den Peter Møllers Vinhandel

Samfund
Christina S. Johansen

Kender man Trøjborg, kender man nok også den lille vinhandel på Tordenskjoldsgade 3. På denne adresse er der nemlig gennem 75 år blevet forhandlet vin.
I sin tid hed butikken Peter Møllers Vinhandel - det oprindelige næringsbrev fra dengang i 1939 er stadig i butikken, som i dag hedder Vinoble og ejes af Michael Gehlsen.
Butikken er ikke voldsomt stor - men det er tilgengæld udvalget med 1000 forskellige vine og 300 forskellige single malt whiskyer foruden lidt chokolade og specialiteter.
“Ja, det er bestemt ikke mange butikker, som i dag kan fejre 75 års jubilæum. Alt i dag handler jo gerne om storcentre, discount og om at sælge de samme varer, så billigt som muligt,” siger Michael Gehlsen, som fortsætter:
“Men der er altså et marked for den ekstra service, som en specialbutik som denne kan tilbyde. Men det er kun de bedste, som overlever - dem der forstår at 'levere varen' og tilpasse sig til det, som kundetypen efterspørger.”

Stort sortiment er vigtigt

Michael Gehlsen blev bestyrer i butikken for seks år siden, og to år senere købte han den.
“Den gik jo godt, så jeg ville da gerne selv eje den og selv få overskuddet,” smiler Michael Gehlsen.
Han peger på tre årsager til, at vinhandlen har overlevet i så mange år: Servicen, placeringen og endelig sortimentet.
“Mange nedjusterer sortimentet i en finanskrise, men jeg er nærmest gået i den modsatte retning. Selvfølgelig er der ikke mange, som køber en flaske vin til 8000 kroner, men jeg har den holdning, at har du ikke varen, så sælger du den i hvert fald heller ikke,” siger Michael Gehlsen, som fortæller, at kunderne i butikken er alt fra den studerende til direktøren fra Risskov.

1000 vine og 300 forskellige single malt whiskyer kan findes i Vinoble Trøjborg.
Det oprindelige næringsbrev fra 1939 har Michael Gehlsen stadig i butikken.