Flere ledige ønsker at starte for sig selv
Iværksætteri i praksis er et nyt uddannelsestilbud til ledige
31-årige Nana Mikkelsen fra Brabrand er ikke længer et tal i arbejdsløshedsstatistikken. Siden sidste uge har der stået “foredragssælger” og “guide for kulturhistoriske ture” på hendes visitkort.
Efter flere år, hvor hun er røget ind og ud af dagpengesystemet, har Nana Mikkelsen nu oprettet sit eget firma NaMiTur. Og modet til at springe ud som selvstændig erhvervsdrivende har hun fået på et nyt og intensivt kursus i iværksætteri i praksis, som udbydes af Erhvervsakademiet Aarhus i Viby.
Flere og flere ledige gør som Nana Mikkelsen og vælger at udleve drømmen om at være chef i egen virksomhed. Interessen for det seks uger lange uddannelsesforløb er stigende, lyder det fra underviseren på iværksætteri i praksis, Mette Marie Karlbak.
“Der er stor efterspørgsel på at skabe sit eget job fra folk med bred vifte af faglighed. Det er akademikere og folk med mellemlange uddannelser eller folk, der er kreativt uddannet, for eksempel grafikere, fotografer og journalister,” siger Mette Marie Karlberg.
Studerende motiveres
De studerende undervises i business-modeller og anden teori, men kurset lægger især vægt på praksisdelen, hvor de ledige motiveres til at starte for sig selv. “Du kan ikke sidde på en skolebænk og lære at blive iværksætter. Det handler om at gå ud og gøre det. Det handler om at opdyrke netværk, øve sig i prissætning, øve sig i lave nye samarbejder og få testet sine produkter af,” siger Mette Marie Karlberg.
Personlig sparring
Undervejs i forløbet får deltagerne personlig sparring og coaching på deres forretningsideer. Når uddannelsen er gennemført står de med en færdigudviklet idé og en realistisk forretningsplan. De ledige er enten blevet henvist til uddannelsen af jobcentret eller deres a-kasse, oplyser centerchef Karin Rasmussen på Jobcentret i Aarhus. “For nogle kan etablering af egen virksomhed være den korteste vej ud af ledighed,” siger Karin Rasmussen.
Nøglen til succes
Hidtil har kursisterne selv hæftet sig ved, at det er ude i virkeligheden, at nøglen til den videre succes ligger. Således også for Nana Mikkelsen.
“Jeg havde aldrig troet, at det var noget for mig. Måske fordi jeg har haft en mentalitet som lønmodtager. I dag ved jeg, at jeg vil og kan skabe mit eget job,” siger Nana Mikkelsen, som allerede har fået hul igennem til menighedsråd, pensionistforeninger og busselskaber, som vil købe guidede ture og foredrag af hende.