Livet er påtrængende

Vi har været plaget af lus denne vinter. Disse små blodsugende dyr, der får hårbunden til at klø, og folk til at holde sig et skridt på afstand, når de ved det. Og de er svære at komme af med. Luseshampoo er nødvendig. Man kommer til at ligne en fra en 60'er-film med olie i håret og glinsende kinder, men det hjælper. Lusene kan ikke få vejret og må give op for tættekammen. Og man behøver ikke længere at skulle tænke på, om børnene er rundhåndede med deres knus. Somme tider går man livet igennem med tættekam. Og man opdager, at der er noget, som suger glæde og livskraft ud af én og forsøger at få det væk. Måske. Alt efter hvor påtrængende det er. Nogle gange kan det være bekvemt at have folk på afstand. Andre gange kommer man til kort overfor det, som suger glæden ud af én. Så er det svært at være gavmild med sig selv, for der er så lidt at give af. Men livet er påtrængende.
Som kvinden, der brød ind i middagsselskabet dén dag. Påtrængende med omsorg og opmærksomhed. Ligefrem ekstravagant. En kostbar olie hældtes ud over Jesu hoved. Folk snappede efter vejret. Det virkede vanvittigt at ødsle på den måde. Forargelsen fik luft. Hvad kunne man ikke have fået i stedet for? Men det vigtigste i livet skal man ødsle med. Leg og lydhørhed. Kærtegn og korsang. Alt det dejlige, som beriger livet for andre og derfor også for en selv. Vi skal gribe muligheden nu. Ikke først i næste uge. Nu. Det gjorde denne kvinde i Betania. Det blev anerkendt og fremhævet. Hun gjorde det, hun kunne og ødslede med det, hun havde. Sådan er kærligheden.