Fortsæt til indhold

Jesus er EFNPer

Samfund
Af Hanne Jul Jakobsen, sognepræst i Møllevangskirken

Jeg tog en Myers-Briggs personlighedstest forleden og udfyldte samtidig en for Jesus. Tænkte at jeg kendte ham godt nok til at kunne svare på hans vegne. Og det viser sig så, at både Jesus og jeg er EFNPere! Vi kunne begge svare bekræftende på spørgsmål som: "Jeg falder let og ofte i snak med fremmede."
Og ja, jeg blev da stolt - men mest skræmt. Også lige her oven på påsken. Det er ikke til at overskue. Måske fordi jeg primært er følende. Nå, min pointe er ikke, at jeg skulle ligne Jesus. Det gør jeg langt fra. Sammenfaldet udstiller derimod testens begrænsninger.
Pointen er, at jeg, med al mulig respekt for, at personlighedstests sikkert kan bidrage med en større grad af selvindsigt, alligevel mener, at det er vildt overvurderet med alle de tests. Overvurderet og fattigt. For hvad sker der, når vi bliver reduceret til en række bogstaver og kategoriseret med nogle særlige egenskaber? Der sker meget let det, at beskrivelsen låser os fast i nogle bestemte roller men også det, at vi let overser det, vi også er. Og det kommer til at skygge for selve mennesket og fratager os også muligheden for at overraske både os selv og hinanden. Der er ingen af os, der er så simpelt sammensat, at vi kan koges ned til fire-fem begreber. Den øgede fokusering på personlighedstyper er fuldstændig blottet for ånd og poesi.
Det fortælles om Gud, at han har mange boliger som et billede på den rummelighed, der er kendetegnende for ham. Rum der er til for, at vi kan vokse og være i dem som mennesker. Og vejen er ikke strømlignet, sandheden ikke firkantet eller enkel, og livet er ikke til at holde nede. Jesus er EFNPer, måske. I hvert fald var han et menneske ligesom os andre, men han er også den Gud, der er vejen og sandheden og livet for os. Det er større. Eller det er det i vores liv, der gør større – tager os ud af kasserne og åbner nye muligheder og giver os værdi, bare fordi vi er mennesker. I mine øjne har kristendommen et sprog og en poetisk kraft, der kan bidrage til, at vi fastholder værdien i det menneskelige og skæve. Et åndeligt modspil til strømligning og begrebsliggørelse af mennesker.