Kræmmerland på Ring Djursland
Lions Clubberne på Djursland afholder igen stort kræmmermarked
Lions klubberne på Djursland afholder igen i år Djurs Kræmmerland. Det er lørdag 17. og søndag 18. maj klokken 10 – 16 på Ring Djursland / AMU-Center Djursland ved Pederstrup.
Der kommer omkring 70 kræmmere med hver sin stand. Tillige med Lions eget loppemarked er det Djurslands største kræmmer-, loppe- og stumpemarked. Søndag fra 11 til 14 er der også børnenes eget kræmmermarked.
Der forventes op til 10.000 gæster, som udover kræmmeraktiviteterne kan underholde sig med udstilling af veteranbiler/motorcykler, gasgenerator bil og moderne elbil.
For børnene er der hoppeborge, karruseller, skydetelte og andre aktiviteter. Af anden underholdning kan nævnes Jazzbasserne og Harmonikaorketret Trækfuglene. I boderne og i madteltet er der mulighed for at stille sult og tørst.
Overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til humanitære formål fordelt via de arrangerende Lions klubber.
Djurs Kræmmerland afvikles i fællesskab af de tolv Lionsklubber på Djursland.