Fortsæt til indhold

Filmbranchen skaber job i byen

Lokale producenter er dog tvunget til at realisere projekter i København. En større kommunal satsning efterlyses

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Flere og flere får job i den aarhusianske filmbranche.
På 10 år er beskæftigelsen i erhvervet fordoblet fra 56 til de 120 personer, der i 2012 havde deres primære beskæftigelse inden for produktion af film og video. Det viser en opgørelse lavet af Estatistik.
"Der er tale om mange unge og som oftest enkeltmandsvirksomheder. Udviklingen er jævnt stigende og har medført, at Aarhus Kommune har bevæget sig op i top fire over kommuner med flest beskæftigede inden for filmbranchen. Der er dog langt op til Københavns Kommune, der beskæftiger flere end 10 gange så mange som i Aarhus," siger Kent Nielsen, direktør i Estatistik.
Han understreger, at filmbranchen er bredere end blot produktion af film og videofilm. Ser man på den overordnede kategori 'Film og video', er beskæftigelsen i Aarhus steget med 18 pct. over de seneste 10 år til de nuværende 348 personer. På landsplan er tallet faldet med 4 pct.

Tæt på en lokal spillefilm

Netop for 10 år siden etablerede kommunen Filmby Aarhus. P.t. er alle erhvervslokaler udlejet på havnen og lederen, Carsten Holst, glæder sig over væksten i beskæftigelsen:
"I de seneste fem år har der altså været recession, så jeg synes, det er utroligt stærkt. Men det kan blive endnu bedre."
Også Morten Rasmussen, der er direktør i Deluca Film, som netop har lavet julekalender nr. to til TV 2, taler om en branche med et uudnyttet potentiale.
"Der er mærkbart gang i langt flere projekter end tidligere. Hvis vi skal vokse yderligere, kræver det en større filmpulje. Puljen er ikke vokset, som jeg havde håbet på," siger Morten Rasmussen.
Den holdning deler Henrik Underbjerg, medstifter og producer i Radiator Film.
"Det er skuffende, at kommunen kun fastholder støtteniveauet og ikke kvitterer for væksten. Der er virkelig tiltagende hård kamp om de få midler, som puljen har," siger Henrik Underbjerg.
De seneste fem år er bevillingen fra Aarhus Kommune til den Vestdanske Filmpulje steget med 5 pct.
"Men samtidig er produktionsniveauet steget flere hundrede pct. Sidste år var vi med på tre spillefilm, Dicte stod for 10 timers tv og Deluca for 24 julekalender-afsnit til TV 2," siger Henrik Underbjerg.
Aarhus Kommune etablerede i 2003 Filmby Aarhus, der i dag bl.a. huser Radiator Film.
"Kommunen var fremsynet og satsede rigtigt i 2003. Et filmmiljø blev skabt ud af nærmest ingenting. Det vil være dejligt, hvis de forsatte den linje," siger Henrik Underbjerg.

Branche med potentiale

I Aarhus Kommunes erhvervsplan for 2014-17 er film nævnt som et særligt fokusområde.
"Det er ikke nyt, at man interesserer sig for filmområdet. Men med den nye erhvervsplan har man udvalgt film og mode som to brancher med et særligt vækstpotentiale," siger Marianne Gjerløv, der er chef for Erhverv, By og Viden ved Aarhus Kommune.
"Der er grøde i luften, og vi vil rigtig gerne have endnu flere store produktioner til byen," siger Marianne Gjerløv.
Hun forklarer, at der ikke er afsat en konkret pulje til de to indsatsområder, men der er generelt mulighed for tilskud via erhvervspuljen, hvis forslaget viser en tilstrækkelig overbevisende evne til at skabe vækst, udvikling og arbejdspladser.

Talenter og økonomi

Erhvervspuljen uddeler knap 12 mio. kr. om året, og Den Vestdanske Filmpulje uddeler ca.11 mio. kr. årligt til filmprojekter i Jylland.
Ifølge lederen af Filmby Aarhus skal der dog mere til.
"Min vurdering er, at Den Vestdanske Filmpuljes budget skal op omkring 20 mio. kr. Så kan vi skabe det miljø, der skal til for at holde på og tiltrække filmarbejdere, som har noget at lave hele året," siger Carsten Holst.

Flere penge skal til

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) mener, at filmbranchen er vigtig, men kan ikke love flere penge til filmfolkene.
"Det er vigtigt, at vi satser på området, og det synes jeg også, at vi gør ved at fortsætte den ekstra-bevilling på 1,5 mio. kr. i to år, så vi samlet giver godt 6,3 mio. kr. Det er en rigtig god investering, der skaber arbejdspladser og oplevelser," siger Rabih Azad-Ahmad.
"Jeg har været rådmand i mindre end to uger. Mange har ønsker og forventninger til mig. Også filmmiljøet. Jeg vil ikke her og nu tage stilling til, om noget er vigtigere end andet. Men jeg vil gerne slå fast, at byen også i fremtiden vil investere i filmmiljøet," siger kulturrådmanden, der også er formand for Den Vestdanske Filmpulje, som han gerne ser udvidet.
"Jeg glæder mig over, at Silkeborg netop er kommet med, så der nu er ni medlemmer. Vi skal i hvert fald op på 10 inde året er omme," siger Rabih Azad-Ahmad.