Fortsæt til indhold

“Mangelfuld dialog”

Lederen af Filmby Aarhus undrer sig over filminstituttet Dets oplæg til en ny filmaftale omtaler et væksthus, men ikke et ord om filmbyen

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Det Danske Filminstitut (DFI) ønsker sig regionale væksthuse, der skal styrke udviklingen af filmtalenter og nyopstartede filmvirksomheder.
Det fremgår af et oplæg på 68 sider til de kommende politiske aftaler om film og medier for 2015-2018, som DFI for nylig offentliggjorde.
"Hallo, det findes jo her," lyder den umiddelbare kommentar fra Carsten Holst, der er leder af Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje.
Filmby Aarhus skabte i 2012 Talentfabrikken i lokalerne på havnen, hvor unge talenter får kontor- og mødefaciliteter stillet til rådighed og får rådgivning fra mentorer.
"Jeg undrer mig i den grad. For det, de skriver i oplægget, er jo lige præcis det, vi har arbejdet med i to år i Aarhus. Vi er gået fra 0 til 14 virksomheder på to år med Talentfabrikken," siger filmbylederen.
"Det er som om, at alt det, DFI ikke er med i, slet ikke findes. Det er superærgerligt, at der ikke er en bedre dialog," siger Carsten Holst.
Filmbylederen fortæller, at han rent faktisk søgte DFI om støtte forud for oprettelsen af Talentfabrikken. Men dengang fik han afslag.
"Nu får de ansøgningen igen. Det kan jo være, at de er blevet klogere. Der er ingen idé i at skabe et parallelt tiltag for filmtalenter. Så lad os da samarbejde om det," siger filmlederen.
Udover afsnittet om talentudvikling, undrer Carsten Holst sig over slet ikke at være en del af oplægget.
"Det er mærkeligt at sidde i Aarhus og ikke være en del af strategien og de visioner, de har for hele Danmark på filmområdet. Jeg kan slet ikke forstå, at DFI ikke nævner de stærke initiativer, der er kommet fra kommunal og regional hånd, og at vi slet ikke er taget med på råd. Vi repræsenterer sammen med FilmFyn 17 kommuner og 1,4 mio. mennesker," siger Carsten Holst.

"Vi ved, hvad der sker"

Administrerende direktør for DFI forstår ikke helt kritikken.
"Vi har lavet en national strategi, og at man ikke lige er nævnt, tror jeg ikke, man skal lægge for meget i. Vi har taget udgangspunkt i filmværkstederne i landet, og i Aarhus er talentfabrikken ikke en del af filmværkstedet. Jeg er fuldstændig skridsikker på, at vi er helt opmærksomme på, hvad der sker i Aarhus med talentudvikling," siger Henrik Bo Nielsen.
Kan du forstå, at man i Aarhus undrer sig over, at I skriver, at der ikke tidligere har været arbejdet målrettet i Danmark med væksthuse inden for filmområdet?

"Det er altid en tolkningssag. Det ved jeg ikke, om jeg kan forstå. Jeg synes, man skal have fokus på samarbejde i fremtiden og ikke på hvilke eksempler, vi har valgt. Hvis man har erfaringer, der er vigtige, så er der masser af lejligheder til at bringe det på bordet fremover. Det her er jo et oplæg til debat, og vi har de kommende syv-otte måneder til at inddrage alle spillere," siger Henrik Bo Nielsen.
Carsten Holst håber på en bedre dialog med DFI i fremtiden og vil indtil da arbejde på sit eget oplæg til, hvordan de kommende politiske aftaler på film- og medieområdet skal se ud.
"Jeg forstår ikke, at de ikke gør mere brug af den klare regionale viden, vi har. Nu kommer vi med vores eget bud på, hvordan dansk film styrkes, hvordan der skabes vækst og arbejdspladser. Men vi ville da gerne have været med i DFI's oplæg," lyder det fra Carsten Holst.