Nu skal it-nørder også lære økonomi
Erhvervsakademi Aarhus i Viby åbner for en helt ny uddannelse med start til september
It-uddannede har for lidt forretningsforståelse og økonomerne har for lidt it-forståelse.
På den baggrund bliver de to områder nu parret i en helt ny uddannelse på Erhvervsakademi Aarhus i Viby.
Det første kuld studerende, der starter til september i år, kan efter 3,5 år kalde sig professionsbachelor i økonomi og informationsteknologi.
Ved at kombinere de to områder bliver der skabt værdi for en virksomhed gennem anvendelse af it, fortæller uddannelseschef på Erhvervsakademi Aarhus, Gert Fuglsang Simonsen.
“Der skulle efter sigende været et behov for den her uddannelse i erhvervslivet. Vi er i hvert fald flere gange blevet mødt af sætningen: 'Hvorfor er den ikke kommet for længe siden?” siger Gert Fuglsang Simonsen, og underviser Anne Dorthe Sørensen supplerer:
“Nogle taler forretningssprog, mens andre taler it-sprog. Det er ikke altid nemt at navigere i det, men den nye uddannelse giver en indsigt og forståelse i begge verdener.”
Ud i den virkelige verden
Uddannelsen er meget praktisk med et halvt års praktik. Undervisningen på skolen er projekt- og øvelsesorienteret, så de studerende får en fornemmelse af, hvordan de kan gavne i virksomhederne.
“Der vil helt sikkert være nogle større virksomheder, hvor de kan være bindeled mellem økonomerne og it-folkene. De vil helt sikkert komme til at kunne åbne nogle døre, fordi de har nogle forretningsmæssige idéer og samtidig kan it,” siger Gert Fuglsang Simonsen.
Man forventer, at der starter ét hold til sommer af omkring 30 elever.
“Jeg glæder mig til at dykke ned forretningsemner sammen med de studerende,” siger Anne Dorthe Sørensen. Hos Prosa, Forbundet af it-professionelle hilser man den nye uddannelse velkommen:
“Det er ikke nok kun at vide noget om it, man skal have forretningsforståelse. Den er ikke bare en biting i en virksomhed. Den er vigtig. Der er ingen tvivl om, at vi helt klart mangler den her type folk,” fortæller Michael Tøttrup, ledelseskonsulent hos Prosa.