Patienter er godt tilfredse med sygehusene
Gode karakterer til hospitalerne i regionerne Midtjylland og Syddanmark
Mere end ni ud af 10 sygehuspatienter er tilfredse med hospitalerne i Region Syddanmark, og også sygehusene i region Midtjylland scorer gode karakterer i en ny og landsdækkende undersøgelse, der er gennemført for femte gang.
Blandt de offentlige hospitaler i Danmark er patienterne i Region Midtjylland mest tilfredse. Og det glæder regionsrådsformand Bent Hansen (S).
“Det er selvfølgelig en stor anerkendelse af vores personale, at patienttilfredsheden i Region Midtjylland igen er i top. Sagt på jysk: Det er ikke så ringe endda,” siger Bent Hansen.
Men når glæden over det gode resultat har lagt sig, lægger Bent Hansen vægt på, at undersøgelsens formål først og fremmest er at arbejde med kvaliteten.
“Vi har stadig masser af steder, hvor vi kan blive bedre. Eksempelvis mener en tredjedel af de patienter, der oplevede fejl, at vi ikke er gode nok til at håndtere fejlene, siger Bent Hansen.
I Region Syddanmark stræber regionsrådsformand Carl Holst (V) også efter bedre resultater. Regionen har fremlagt en ambitiøs sundhedsplan og ønsker et endnu bedre resultat, når undersøgelsen gentages til næste år.