Fortsæt til indhold

Kan broen risikere at blive farlig?

Samfund
Erling Baastrup

Mange cykler i Favrskov. Omgivelserne indbyder til det. Således også Eigil Jacobsen fra Hadsten.
Han fortæller:
”Jeg er ivrig cykelmotionist, og en af mine favoritruter er gennem Voermølle skov, videre til Granslev og ad cykelstien, hvor den gamle jernbane gik. Undervejs krydser denne fantastiske cykelsti broen over Lilleåen. Det slår mig, at denne bro er i stadig tiltagende forfald, og jeg er begyndt at tænke på, om den måske snart udgør en egentlig risiko?”
Denne lille ”forbrugeroplysning” sendte Eigil Jacobsen til teknik og miljø i Favrskov Kommune sammen med nogle illustrerende billeder.
Og han har fået et positivt og hurtigt svar - samme dag:
”Jeg er netop blevet ringet op af en medarbejder fra kommunen, som orienterede mig om, at sagen er landet på hans bord. Han indrømmede blankt, at det ikke så så godt ud på billederne, og at det ikke lige er et sted, hvor kommunen kommer så ofte! Det vil man nu gøre snarest.”