Billetkamp på messen om Oktoberfesten
Det er lidt Tordenskjolds Soldater, der yder en indsats i Hammel, når der skal være fest. Mød nogle af dem på messen.
Det bliver et stærkt firkløver, der indtager en af standene på Sommermessen i Hammel 3. maj: Hammel Hestemarked, Hammel Idrætscenter, HGF og Thomas Helmig-koncerten.
Bemanding forventes at blive Per Bøving, Mogens Lyngby, Frank Andreasen og Allan Bo Andresen. Hvor meget tid sidstnævnte får på standen, er jo svært at bedømme, idet han samtidig har det overordnede ansvar for hele messens afvikling.
Lodtrækning om billetter
”Vi er blandt andet med for at støtte det gode formål, som messen er,” lyder det fra Frank Andreasen. Han vil mest repræsentere Thomas Helmig-koncerten på Frijsenborg Slot torsdag 5. juni.
Frank kommer ikke tomhændet. Der skal nemlig sælges billetter. Både til slotskoncerten, men også til musikarrangementerne ved efterårets Hestemarked.
”Når man køber billetter, deltager man samtidig i en lodtrækning med mange præmier. Præmierne vil blandt andet bestå af bar-billetter, eller andre billetter til f.eks. fredag aftens konceret med tre trins raketten: Die Herren, Hardinger Band (SU-Bi-DU-A) og finalen med Infernal.
”Jeg tør også godt sætte to VIP-billetter med spisning på højkant til Helmig-koncerten,” lover Frank.
Oktoberfesten
Så kan man næsten forestille sig tumultagtige scener, når vi fortæller, at hovedpræmien er to billetter til efterårets Oktoberfest med fri bar.
Når man tænker på, hvor mange der sad klar ved telefonen den midnat, hvor salget til den fest gik i gang. På seks minutter var der udsolgt. Dog ikke helt. Der er nemlig de to, der er med i lodtrækningen.
Og så to mere. Hammel Idrætscenter laver nemlig en konkurrence blandt alle dem, der handler for mindst 20 kr. i Caféen. Man skal blot udfylde en seddel med navn og nummer, så deltager man automatisk i kampen om to af de eftertragtede Oktoberfest-billetter. Der trækkes lod 16.45 på dagen.
HGF-Zonen
Når der er koncerter og hestemarked, er der en mængde frivillige på arbejde. Man kan i år godt bruge 200-300 frivillige mere, kan vi hilse og sige.
Hvis man er med på det, kan man få meget mere at vide på standen, hvor man også præsenteres for et nyt tiltag: HGF-Zonen. Det er et elektronisk forum, hvor de frivillige kommunikerer og får beskeder.
Selv om det foregår på nettet, vil man også kunne opleve det rent fysisk. Ved Helmig-koncerten får zonen sit eget afgrænsede område i parken ved Frijsenborg Slot.