Fortsæt til indhold

Borgerne i seks nordsjællandske kommuner lever længst

Lev længere uden tobak og alkohol

Samfund
Kim Ravn-Mortensen

Vil du leve længst af alle i Danmark – så flyt til Nordsjælland.
Indbyggerne i Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Allerød, Gentofte og Furesø kommuner lever i gennemsnit længst.
Det viser helt nye tal fra Sundhedsstyrelsen.
Og bor du allerede i disse kommuner og har lyst til at leve mellem 2,6 og 3,4 år længere, så er det bare om at slå proppen i årgangsvinen og kaste tobakken på bålet.
For ikke overraskende viser tallene også, at det koster på kontoen for middellevealder, når man ryger tobak og drikker alkohol.
”Undersøgelsen viser på kommuneniveau, at danskerne mister leveår på grund af alkohol og tobak, og at der er social ulighed i, hvilke dele af befolkningen der dør tidligst. Jeg håber, at undersøgelsen kan være med til at understøtte kommunerne i deres arbejde med forebyggelse,” siger Else Smith, der er administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen.
Hun tilføjer, at især rygningen er den store livsforkorter, og at det derfor er vigtigt, at kommuner har en bred vifte af rygestoptilbud.
Den gennemsnitlige middellevetid for hele Danmark i perioden 2007-2011 er på 79,1 år, når dødsfald relateret til rygning og alkohol tælles med.
De laveste middellevetider findes på Lolland (75,9 år), i København (76,9 år) og Guldborgsund (77,2 år), mens de højeste er i Rudersdal (81,4 år), Lyngby-Taarbæk (81,5 år) og Hørsholm (81,8 år).
De geografiske forskelle i dødelighed og middelevetid kan i vid udstrækning tilskrives social ulighed i dødelighed, og social ulighed i sundhedsadfærd.