Fortsæt til indhold

Rygning og alkohol er en farlig cocktail

Rygere, der også drikker alkohol, har ekstra stor risiko for at få kræft

Samfund
Af Hans Larsen

Danskere, som både ryger og drikker alkohol lever livet farligt. Ifølge et nyt studie fordobles risikoen for at udvikle spiserørskræft, hvis man både ryger og drikker.
I forvejen er det kendt, at rygning øger risikoen for kræft i spiserøret, og at alkohol gør det samme. Men det er nyt, at de kræftfremkaldende stoffer forstærker virkningen hos hinanden og øger kræftrisikoen markant hos personer, som både ryger og drikker.
I Kræftens Bekæmpelse mener overlæge Inge Haunstrup Clemmensen, at studiets resultater er vigtige.
“Det er vigtigt at forstå, at man kan nedsætte sin risiko markant hvis man kun udsætter sig for én kræftrisiko. Mange tænker, at der er alligevel så meget farligt og kræftfremkaldende i mit liv, så en ting fra eller til gør ingen forskel. Men det her studie understreger, at det er meget væsentligt at fjerne bare én faktor,” siger Inge Haunstrup Clemmensen og uddyber:
“Det er altså en rigtig god idé at lade være med at ryge, når man drikker alkohol. Det gør en meget stor forskel,” siger hun.
Ifølge databasen Nordcan får 326 mænd og 123 kvinder i Danmark hvert år konstateret spiserørskræft, som er den 8. hyppigste form for kræft.