Fortsæt til indhold

Mange unge takker nej til kontanthjælp

Unge udebliver fra nyttejob og mister retten til kontanthjælp

Samfund
Af Hans Larsen

Det er langt fra alle unge kontanthjælpsmodtagere i Østjylland, som orker at udføre et nyttejob som for eksempel rengøring, plejehjemshjælper, parkservice eller affaldsindsamler. Siden kontanthjælpsreformen trådte i kraft 1. januar er adskillige unge sprunget fra.
Ifølge de nye regler skal unge under 30 år udføre et nyttejob i 12 uger for at kunne få udbetalt kontanthjælp eller den lavere uddannelseshjælp, som gives til dem, der kan begynde på en uddannelse inden for et år. Og hvis de udebliver fra jobbet, bliver ydelsen taget fra dem.
I Aarhus Kommune var der 7.779 kontanthjælpsmodtagere i februar 2013. Det tal var faldet til 4.963 i februar 2014. Men lægges 3.080 personer på den nye uddannelseshjælp til, er der sket en stigning til 8.043.
Aarhus har indtil videre oprettet 275 nyttejob, og yderligere 50 kan være på vej, oplyser socialrådmand Thomas Medom (SF).
“Der er nogle, som ikke ønsker et nyttejob, og så vælger de noget andet. Nogle starter for eksempel på en uddannelse. Jeg synes grundlæggende, at ideen med nyttejobs er sund. At man skal bidrage med en indsats for at få en ydelse,” siger Thomas Medom.
Han beklager stigningen i antallet af ydelsesmodtagere, som skyldes, at mange ledige ryger helt ud af dagpengesystemet.
“Den kortere dagpengeperiode er en eklatant fiasko. Hver eneste måned ryger 150 personer ud af dagpengesystemet og over på kontanthjælp,” siger Thomas Medom.

Hver anden udebliver

I Vejle Kommune udebliver hver anden kontanthjælps- eller uddannelseshjælpsmodtager, når de indkaldes til et af 36 nyttejob. I alt er antallet af ydelsesmodtagere under 30 år faldet fra 939 i december til 881 i februar.
Vejle Kommunes opgørelse viser derudover, at mellem 55 og 67 procent af deltagerne ikke længere modtager kontanthjælp eller uddannelseshjælp efter et nyttejobsforløb på 12 uger.
Fredericia Kommune indførte straks-aktivering i 2012, og det er årsagen til, at antallet at uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere er faldet fra 294 i november 2013 til 236 i februar 2014, oplyser arbejdsmarkedschef Mogens Bak Hansen.
“Vi har haft noget, der minder om nyttejob i lang tid, og der er en stor ustabilitet i fremmødet. Kravet om, at de skal arbejde, kan have fået nogle til at søge hurtigere over i uddannelse, end de ellers ville have gjort,” siger Mogens Bak Hansen.