Byens ældre er inviteret til EM i latinamerikanske danse
Aarhus Kommune, Kultur og Borgerservice og Sundhed og Omsorg har inviteret ældre borgere med deres besøgsvenner samt beboere i plejeboliger og deres pårørende til EM i Latinamerikanske danse samt International Open i Standarddanse i NRGi Arena på lørdag.
”Vi har nu fået mulighed for at invitere de af byens ældre, der normalt ikke har så mange oplevelser i hverdagen til at opleve en aften fyldt med dans, musik og glæde. Dans er en sportsgren som interesserer mange af vores ældre borgere. Mange har selv stået på et dansegulv, da de var yngre og danset til den samme musik. Så det giver gode minder. Der er tilmed publikumsdans indlagt i aftenens program, så det bliver med garanti en mindeværdig aften,” siger Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg, i en pressemeddelelse.