Fortsæt til indhold

Robot-borgmester Bundsgaard

På onsdag kan man møde ældre-områdets nye hjerne-cheftræner i form af robotten Silbot, der hjælper borgmesteren med at få ordet

Samfund
Kim S. Andersen

Borgmester Jacob Bundsgaard møder op som robot ved åbningen af CareWare 2014, der også byder på slagtilfælde og udrykning. Aarhus Kommune og Region Midt demonstrerer ny frihedsteknologi, gode tvær-sektorielle patientforløb og byder på tre verdenspremierer, blandt andet i form af et robotkøretøj og en føntørrer til hele kroppen.
Takket være koreansk-aarhusiansk robotteknologi får Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard onsdag mulighed for at byde velkommen til CareWare 2014, selv om han egentlig slet ikke er i byen.
Ældre-området i Aarhus har nemlig fået nye hjerne-cheftræner i form af robotten Silbot 3, og det er takket være Silbot, at Bundsgaard altså får mulighed for alligevel at få det første ord på konferencen, der løber af stablen 9.-11. april i Aarhus.
Åbningen finder sted onsdag 9. april klokken 9.00 på MarselisborgCentret på P.P. Ørumsgade 11, bygning 8.
”Der er stadig mange, der føler sig fremmedgjort over for moderne velfærdsteknologi og robotter. Med CareWare inviterer vi både fagpersoner, politikere og presse til at komme og oplever velfærdsteknologi, og de frihedsgrader, teknologien kan give den enkelte borger,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive, der åbner konferencen sammen med regions-råds-næstformand Bente Nielsen, sundheds- og omsorgsdirektør Hosea Dutschke samt hospitalsdirektør Gert Sørensen.

Innovation og frihedsteknologi

Robotten Silbot 3 er bare en af de op mod 80 udstillede teknologier, der på hver sin vis gør livet skønnere for borgere inden for rehabiliterings- og ældreområdet.
Mens mange af teknologierne er velafprøvede og velintegrerede, giver CareWares Innovationsområde til gengæld en smagsprøve på morgendagens frihedsteknologiske nyskabelser. Ni gode ideer er sluppet gennem nåleøjet og er med i kampen om årets Care Ware innovations- og iværksætterpriser, der kåres fredag. I dommerpanelet sidder bl.a. innovationsikon Preben Mejer, og for vinderne er priserne et væsentligt skridt på vejen til en bæredygtig forretning til gavn for både samfund og borgere.

Robotkøretøj, digital hukommelse og kropstørrer

Derudover har hele tre etablerede firmaer valgt at lancere helt nye produkter på CareWare 2014. Deltagere og presse vil således kunne opleve et robotkøretøj til folk med lammelser i benene, en digital hukommelse til mennesker med demens, og en føn-tørrer i fuld kropshøjde.
CareWare 2014 inviterer ikke mindst en række deltagere på en rejse, bogstaveligt talt, gennem sundhedssystemet set gennem en apopleksi-patients øjne. Rejsen starter med et slagtilfælde under åbningsseancen – og det er ikke robot-borgmesteren, der falder om.