Fortsæt til indhold

Pas på lastbilerne

Børnene skal lære om hvordan de placerer sig og bliver set, når de møder store lastvogne i trafikken

Samfund
Arkiv

Danmarks største trafiksikkerhedskampagne henvendt til børn i de mindste klasser, Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, rykker den 8. maj fra kl. 08.15 – 11.00 ind i skolegården på Lyngholmskolen i Farum for at lære børnene fra 2.- 4. klasse mere om, hvordan de placerer sig og bliver set, når de møder store lastvogne i trafikken.
Trafiksikkerhed i Øjenhøjde går ind i sin 11. sæson, og ca. 80.000 elever har nu modtaget undervisningen. Kampagnen har fokus på placering og synlighed som cyklist og fodgænger. Børnene lærer, at de som cyklister og gående skal være meget opmærksomme og have en sund respekt, når en lastbil skal til højre eller bakker: Der er blinde vinkler omkring lastbilen, og chaufføren kan kun orientere sig i ét spejl ad gangen.
En refleksvest til børn og voksne gør en markant forskel i trafikken og er et effektivt redskab til ikke at blive overset. Kampagnen bruger budskabet: ”Hjælp chaufføren med at passe på dig i trafikken – bliv set.” Og det sker netop ved, at man som cyklist holder sig væk fra risikozonen, når man skal ligeud, og lastbilen skal til højre.
Partnergruppen bag Trafiksikkerhed i Øjenhøjde består af vognmandsorganisationen DTL, fagforbundet 3F's Transportgruppe, energiselskabet OK, Danske Fragtmænd, Volvo Lastbiler, Børneulykkesfonden og Codan Skadesstop.
De håber, at kampagnen kan være med til at etablere en bedre og mere hensigtsmæssig trafikadfærd og dermed reducere antallet af ulykker, hvor lastbiler er involveret.

FAKTA:
Siden 2003 er 256 mennesker kommet til skade i forbindelse med højresvingsulykker, hvor lastbiler har været involveret, og heraf var ca. 25 % med dødelig udgang.
De fatale ulykker har i en årrække været for nedadgående, men i 2013 skete der en kedelig stigning, hvor syv personer omkom. Det er alt for mange, og det understreger vigtigheden af denne kampagne og andre gode initiativer.