Planer om Netto i Viby skaber uro
Politikerne sender forslag til ny lokalplan i høring
“Vi er imod det, og vi vil forsøge at overbevise politikerne om, at det er helt galt.”
Sådan lyder det fra Lars Nikolajsen, formand for Viby Fællesråd angående planerne om en ny Netto i Viby.
Tanken er, at den skal ligge der, hvor Idé Møbler ligger i dag. Som Lokalavisen tidligere har skrevet, skal møbelbutikkens areal være mindre, og det er så her Netto skal være. For at det kan lade sig gøre, kræver det, at der bliver lavet ændringer i lokalplanen.
Onsdag 9. april vedtog Aarhus Byråd, at ændringer til lokalplanen skal sendes ud i offentlig høring, hvilket Viby Fællesråd langt fra er tilfreds med, da det mener, at byggeriet kommer til at skabe store trafikale problemer i området.
For farligt
Tanken er, at der skal etabeleres en forbindelse mellem Lykkesholms Allé og Ormslevvej, så der bliver mulighed for at bevæge sig internt i det område, men den præmis køber fællesrådet ikke:
“Vi synes ikke om det. Man flytter bare trafikken op på Ormslevvej. Det gør, at der kommer en masse trafik blandt andet ved indkørslen til Viby Centret, og på Ormslevvej er der mange cyklister. Det bliver for farligt,” siger Lars Nikolajsen.
For at mindske problemerne har fællesrådet et forslag om, at man kan åbne, så det bliver muligt at dreje højre ud på Åhavevej. Hvis ikke det kan lade sig gøre, så foreslår fællesrådet, at der bliver sat en lyskurve op ved Viby Ringvej og Lykkesholms Allé.
“Vi vil kæmpe for det her, for det kan ikke være meningen, at boligområdet, Viby Centret og cyklisterne skal bære den tunge byrde, fordi man laver et supermarked,” siger Lars Nikolajsen, der dog påpeger, at fællesrådet ikke er imod, at Netto kommer, men derimod konsekvenserne af det.
Jan Ravn (SF) er med i teknisk udvalg, og han er én af de politikere, der har forsøgt at sætte en stopper for byggeriet. Årsagen er den samme som hos fællesrådet - de trafikale problemer kommer til at skabe alt for megen uro.
“Der kan komme lang kø, når der er mange bilister, der skal svinge venstre ud på Viby Ringvej fra Lykkesholms Allé. Det kan skabe lang kø, fordi det bliver svært at komme ind på Lykkesholms Allé, og det kan på længere sigt føre til ulykker. Jeg synes, det er en dårlig idé, fordi der er så store trafikproblemer i området i forvejen,” siger Jan Ravn.
Han fortæller, at teknisk udvalg har kigget på, at man kan forhindre, at bilisterne kan køre venstre ud af Lykkesholms Allé, men han mener ikke, at det løser problemerne.