Fortsæt til indhold

Hvor skal vi bygge og bo?

Der er en klar tendens til, at aarhusianerne i fremtiden søger mod centrum

Samfund
Camilla Olesen

“Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo, under den hvide bro...”
Sådan lyder en velkendt sang, men det er dog ikke under den hvide bro, vi skal bo, men derimod i Aarhus Centrum.
Hvert år vokser Aarhus Kommune med omkring 5.000 nye borgere, og ifølge arealudviklingschef ved Aarhus Kommune, Bente Lykke Sørensen, så vil vi i fremtiden samles omkring midtbyen.
“Vi vil komme til at opleve, at efterspørgslen i centrum vil være stigende,” siger Bente Lykke Sørensen.
Samtidig er der globale tendenser, der viser, at de unge kun vil bo i centrum, og det gør sig også gældende for de aarhusianske unge.
“Man kan ikke bo uden for Ringgaden. Der er en stor efterspørgsel efter delevenlige lejligheder. For familierne gør det sig også gældende, at de vil være i centrum. Vi bliver byboere, og vi kommer alle sammen til at mødes i centrum,” siger Bente Lykke Sørensen.

Masser af liv på havnen

Som Lokalavisen tidligere har skrevet, bliver der bygget i stor stil på havnen i Aarhus, og det kommer der mere af i fremtiden. Blandt andet vil der blive bygget en del familieboliger, da der ikke er særlig mange af dem i centrum i dag. Derudover vil der for eksempel skyde byggerier op på Ceres-grunden og Godsbane-arealet.
Hvis man så alligevel ikke er centrum-menneske, så vil folk typisk rykke lige uden for byen, hvor der er tæt til alting og samtidig gode muligheder for fritidsaktiviteter, indkøbsmuligheder og skole.
Her er Lisbjerg og Nye i den nordlige del af Aarhus gode muligheder.
I den sydlige og vestlige del af byen er der ikke konkret, planlagte byggerier lige nu, men der er blandt andet Laskedalen og et byprojekt mellem Beder og Malling i tankerne.
“Selv om aarhusianerne søger ind mod centrum, vil der stadig være folk, der vælger en boligløsning, hvor de kommer lidt uden for centrum, så de blandt andet får lidt græs omkring,” siger Bente Lykke Sørensen.

Rækkehuse er populære

Hvis man spørger ejendomsmægler ved EDC Poul Erik Bech, Tonny Broberg, oplever man også en tendens til, at folk gerne vil mod byen, men dog er der også en tendens til, at aarhusianerne gerne vil bo i rækkehuse lidt uden for centrum.
Her er især sydbyen populær, men det handler også om, at det i høj grad er her, der er ledig jord.
“Mårslet er populær, og vi oplever, at så snart der bliver udviklet dér, så ryger grundene og husene hurtigt,” siger Tonny Broberg, og fortsætter:
“Rækkehuse er gode salg, og stort set alle er i to plan, fordi grunden dermed bliver udnyttet bedst i forhold til prisen, men også de helt store villaer på over 180 kvadratmeter oplever vi, at folk går efter.”
Han pointerer, at det i høj grad handler om, at der skal være tæt til byen, og det er uanset, om det handler om 10 minutter i tog eller på en cykel, blot at man kan komme hurtigt ind til centrum.