Til kamp mod fedt og inaktivitet
Fit for Kids’ første hold i Aarhus fortsætter efter sommerferien, hvor instruktørerne håber på at se flere børn
”Kom så, Anders. Ti mere. Du ka' godt. Super sejt!”
Stemmen tilhører 22-årige Anne-Marie Bredmose Holm, og den runger ud i gymnastiksalen på Skovvangsskolen i Aarhus Nord denne mandag, hvor der bliver svedt til den store guldmedalje i jagten på at nå 100 mavebøjninger.
Her holder foreningen 'Fit For Kids' til én gang om ugen for at få rørt sig i godt en time til høj musik og højtråbende motiverende instruktører som Anne-Marie Bredmose Holm.
'Fit for Kids' er et gratis sundhedsforløb til overvægtige børn og deres familier baseret på frivilligt arbejde. Der findes fire hold i Danmark, og flere skulle ifølge organisationen være på vej.
Lokalavisen møder 11-årige Anders Christian Adelfred. Han bor i området og har været med på holdet fra den spæde start.
“Det er rigtig sjovt at gå her. Sjovt og meget hårdt. Jeg tabte mig i starten, men nu er jeg vokset fire centimeter i højden, så nu er min vægt vist nok den samme, som da jeg startede,“ siger han.
Fokus på fedtprocent
“Vi har fokus på legen og fokus på den længere bane. Vi skal huske på, at de børn, som kommer her er i voksealderen, så derfor ser vi ikke så meget på vægten men mere på selve fedtprocenten og muskelmassen. Og så vil vi også gerne danne grundlag for sunde madvaner,” siger Heidi Serup, der læser Ernæring og Sundhed på Aarhus Universitet. Derfor er det også oplagt, at hun udarbejder kostplaner til børnene på holdet.
“Vi tilbyder, at jeg kommer ud til hver familie en enkelt gang for at tale om kost,” fortæller hun.
En anden af de børn, der er aktive på 'Fit for kids' er 14-årige Oliva Munk fra Aarhus Vest.
“Min mor og min skoles sundhedsplejerske foreslog, at jeg kunne komme her. Jeg synes, det er sjovt og motiverende at gå her, men jeg ved altså ikke, om jeg får tid til det til næste år, når jeg skal gå i niende klasse,” siger hun.
I øjeblikket går der femten børn på holdet, og det er instruktørerne tilfredse med, fordi det er første sæson med opstartsproblemer med at finde instruktører og finde en træningsramme. Nu er der fem faste instruktører og helt styr på træningen fra gang til gang.
“Vi fortsætter med nye hold efter sommerferien, og dér håber vi selvfølgelig, at der kommer endnu flere børn, som gerne vil have noget gratis træning. Forældre er også velkomne om lørdagen, hvor der er spinning,” siger Anne-Marie Bredmose-Holm, som glæder sig til at være til at afslutte det første hold den 9. juni.