Fortsæt til indhold

Gameday 1001 - LAN party med et twist

Lørdag 10. maj arrangerer Skanderborg Bibliotek i samarbejde med Kulturskolen i Skanderborg, Gameday 1001 i Kulturhuset

Samfund
Af Charlotte Jakobsen bibliotekar, Skanderborg Bibliotek

Når gamere fra nær og fjern på lørdag mødes i Kulturhuset Skanderborg til Gameday 1001, er der dømt alternativt LAN-party. LAN (local area network) er i denne sammenhæng brugt som fællesbetegnelse for, når en masse glade gamere fra nær og fjern mødes for at spille sammen, danne venskaber og nyde deres hobby med nye og gamle venner.
Væk er fortidens fordomme om, at gamere er asociale tabere. I dag er de fleste spil meget sociale og de der er rigtig gode til deres spil, tjener også rigtig godt på det.
For eksempel er de svenske drenge i 'Alliance' blevet millionærer natten over, da de sidste sommer vandt 'The invitational' i Seattle.
Med andre ord, gaming er blevet en stor sport, og LAN er turneringerne man mødes til. Det er dog ikke konkurrencen, der er i centrum på Gameday 1001 – det er mere en træningslejr.

Prominente gamer-gæster

”Vi kommer ikke til at have en turnering, som sådan,” fortæller bibliotekar Jesper Ølsgaard.
”Vores event er på en dag, hvor de fleste LANs er på en hel weekend, så det er der ikke tid til. Der kommer til at være konkurrencer, men ikke en decideret turnering.”
Hvad der til gengæld kommer er massevis af trænere.
”Vi har kontakt til fem professionelle gamere i forskellige spil, som vi regner med alle kommer. De vil holde oplæg om deres spil, samt komme rundt blandt gamerne og hjælpe med fif og tricks samt svare spørgsmål,” forklarer Jesper Ølsgaard og løfter sløret for, hvem de fem er.
”Det drejer sig om Jakob Vorm og Aske Langhof, der begge er prof gamere og tidligere landsholdspillere i League of Legends. Desuden kommer Steffen “3k2” Markussen, tidligere pro-spiller og nuværende træner for Danmarks bedste Counter Strike: GO hold – Dignitas. Desuden kommer Thomas Glinski, der spiller Hearthstone på højt plan og er tidligere pro warcraft og starcraft II spiller samt August Rosenmeier, der er tre dobbelt danmarksmester i FIFA PS.”

Folkene bag Gameday 1001 har gjort noget af et scoop. Blandt deltageren er den tre-dobbelte danmarksmester i FIFA, samt spillere fra E-sport landsholdet.