Kommunen scorer kassen på energirenovering
Spare-projekt færdig før tiden til billigere penge og med større besparelser end forventet
Det har foreløbig vist sig som en klog beslutning, at Skanderborg Kommune i 2012 gik i samarbejde med det private rådgivende ingeniørfirma Glenco om at energirenovere 133 kommunale bygninger.
Regnestykket var dengang, at kommunen skulle investere 44,2 millioner kroner, mens Glenco omvendt udstedte en garanti for en årlig energibesparelse på 4.87 millioner kroner ved at bruge ny grøn teknologi og mere energivenlige løsninger.
Hurtigt, billigt og bedre
Nu viser det sig, at arbejdet er blevet færdigt to måneder hurtigere end planlagt, at det blev 1,4 millioner kroner billigere end aftalt og med en større besparelse til følge, nemlig 5,42 millioner kroner.
Oven i hatten kommer et markant fald i CO2-udledningen. Besparelsen for ejendommene er således beregnet til 1.350 ton om året svarende til 14 procent af den årlige CO-udledning fra Skanderborg kommune. (Ifølge Skanderborg Kommunes eget CO2 regnskab fra 2012).
"Projektet har været en gevinst hele vejen rundt. Det er imponerende, at vi kan reducere udledningen C02 så markant ved at tænke smartere og indføre ny grøn teknologi på skoler, daginstitutioner og plejecentre, siger formand Claus Leick, Miljø- og Planudvalget.
Udvalgets medlemmer var på besøg på Låsby Skole forleden, hvor Claus Leick og de øvrige politikere i udvalget med egne øjne kunne bese de nye tekniske installationer, der blandt andet er på plads på skolen i Låsby. Politikerne holdt i øvrigt deres udvalgsmøde på Låsby Skole 6. maj som led i turneen rundt omkring i kommunen.
Claus Leick oplyser i øvrigt, at der er god motivation hos de enkelte skoler og institutioner for at lære at bruge udstyret bedst muligt og spare mest muligt. 10 procent. af den forventede besparelse går nemlig tilbage til den enkelte institution.
Som en del af energiprojektet vil kommmunen i det hele taget prøve at ændre brugernes adfærd, så alle bliver bedre til at spare. Der er blandt andet afsat en kvart million kroner til sådan en adfærdskampagne for kommunens elever på 5. klassetrin.
Desuden giver projektet ca. 1,8 mio. kr. ekstra til udvendig bygningsvedligeholdelse i 2015.
Ideen bag ESCO
ESCO står for Energy Service Company, og i et ESCO-samarbejde indgår bygningsejeren (den offentlige myndighed) et samarbejde med et privat energitjenesteselskab, som planlægger og gennemfører en række energioptimerende renoveringer i bygningerne. Investeringen finansieres gennem de opnåede energibesparelser, som på den måde betaler for energirenoveringen.energibesparelsen. (Kilde: www.udbud.dk)