Krisen skylles ned med torsdags-pub
En torsdagspub for medlemmerne af Tebstrup Forsamlingshus er seneste påhit for at redde skrantende økonomi
Krisen kradser i Tebstrup, men måske landsbyen kan drikke sig ud af problemerne. I hvert fald vil bestyrelsen bag Tebstrup Forsamlingshus nu forsøge sig med en torsdagpub efter bedste engelske forbillede for at lokke de gode Tebstrup-borgere af huse og navnlig for at lokke en hundredekroneseddel ud af deres pung og ned i forsamlingshusets kasse.
”Ideen er jo, at de skal blive medlemmer af forsamlingshuset og dermed bidrage til at redde det. Et årligt medlemskab koster kun 100 kroner. Det betyder ikke alverden for den enkelte, men for os betyder det rigtig meget, at så mange som muligt vil støtte op,” siger Gert Rørvang, den ene af de to bartendere bag ideen.
Sammen med Finn Kobberø er han klar bag bardisken, når den første torsdagspub løber af stablen torsdag 3. april.
”Vi må ikke drive offentligt værtshus, men vi må gerne servere for en lukket kreds. Til gengæld er det nemt og billigt at blive medlem af kredsen. Man skal bare købe medlemskab – og det kan ordnes ved døren. Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange medlemmer vil kigge indenfor, og være med til at udvikle konceptet, og samtidig være med til at udvikle forsamlingshuset,” understreger Finn Kobberø.
Pub fra Ejer Bavnehøj
Konceptet for torsdagspubben er tyvstjålet fra den anden side af Den Engelske Kanal. Forsamlingshuset fik sidste år fingre i et sandt pub-klenodie, da det lykkedes at erhverve den klassiske bar fra den konkursramte og nu nedrevne Restaurant Ejer Bavnehøj. Den er ny installeret i forsamlingshuset, og bliver rammen om torsdagspubberne.
”Vi håber, det bliver lidt ligesom på en engelsk pub, hvor man lige slår et slag ind på vej hjem fra arbejde, eller efter aftensmaden er sat til livs, ungerne er puttet og der alligevel ikke er noget i fjernsynet, man gider se. En mulighed for lige at blive opdateret på det seneste bysladder, og få sig lidt hyggesnak med nogle af områdets borgere. Hilse på dem, man kender, og lære nogle nye at kende, spille dart, rafle, eller hvad man nu finder på,” forklarer de to nyudnævnte bartendere, der er klar til at servere diverse drinks, øl, vin, sodavand, kaffe og snacks.
De økonomiske øretæver, der i øjeblikket langer ud efter Tebstrup Forsamlingshus, skyldes en ekstraordinær stor el-regning.
Selvom det i de seneste uger er lykkedes forsamlingshusets bestyrelse at øge medlemsskaren fra knap 80 til godt 100, lægger bestyrelsesformand Lars Clausen ikke skjul på, at der er brug for mange flere medlemmer for at sikre en stabil økonomi i huset.
Nødvendige nye tiltage
”Skal huset overleve på længere sigt, er det tvingende nødvendigt, at områdets yngre generationer, som der heldigvis er mange af, sætter pris på huset og vil være med til at sikre og udvikle det,” siger forsamlingshusets bestyrelsesformand, Lars Clausen.
”Torsdags-baren er et blandt flere forsøg på at skabe nye og anderledes tilbud til medlemmerne i håbet om at øge interessen og opbakningen, ikke mindst blandt områdets nye tilflyttere,” konstaterer han.