Dommen er anket, og så er det lovligt
Så klare er ordene fra ejeren af Smoke-it med butikker landet over, som sælger e-cigaretter
Jens Andersen ejer Smoke-it-kæden, der har butikker i flere byer landet over, heriblandt Vejle.
Han mener, det ikke er ulovligt at sælge den nikotinholdige væske til e-cigaretterne, idet dommen for, at det er ulovligt, er blevet anket. Og så er dommen ikke blevet stadfæstet.
”Dommen er anket, og så er det ikke ulovligt,” siger Jens Andersen til Lokalavisen.
Han har netop siddet flere timer med sin advokat og blandt andet diskuteret dommen samt et EU direktiv, der skal træde i kraft i 2016, hvor væske med nikotin til e-cigaretterer gøres lovligt.
”Og så ved vi jo, det bliver lovligt i 2016.”
Derfor vil han heller ikke gå ud og søge tilladelse til at forhandle den nikotinholdige væske. Han og hans advokat bad allerede for et år siden Sundhedsstyrelsen (SST) om et møde, men det ville SST ikke, siger Jens Andersen.
Må være en fejlslutning
Sameer Kohli er juridisk specialkonsulent hos SST, og både han og styrelsens pressevagt er enige i, at det må være en fejlslutning at tro, at salget er lovligt, så længe dommen om at det er ulovligt, er anket.
”Det er retten i Randers, der har stadfæstet, at nikotinholdig væske til e-cigaretter er ulovlig. Og har sagt, at vi har lagt de rigtige ting til grund for, at det skal benævnes et lægemiddel,” siger Sameer Kohli. Alligevel vil han ikke lægge hovedet på blokken.
“Men jeg må bede dig kontakte retten i Randers for at være helt sikker på, at en anke ikke automatisk har opsættende virkning på en dom, altså at den nikotinholdige væske ikke alligevel er ulovlig, når nu dommen er anket, for det er ikke en regel, at en dom suspenderes, når en sag ankes,” siger Sameer Kohli.
Ingen dommer
Hos retten i Randers er sagen ikke helt klar, for ved redaktionens slutning var der ingen dommere på arbejde. Rets-assistenten fik fat på en dommer telefonisk, men fik kun at vide, der var faldet dom, og at den var anket.
Vedkommende dommer ville ikke udtale sig om, det var lovligt eller ulovligt.
Lokalavisen retter derefter henvendelse til professor i strafferet ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted og på meddelelsen om, at Jens Andersen mener, det er lovligt at sælge væksen med nikotin, slår professoren en latter op.
“Det er ikke så enkelt. Reglerne er, som de er, og det er ikke dommen, der gør noget lovligt eller ulovligt. Dommeren fortolker bare reglerne, og hvis han siger, at noget er ulovligt, ja så bekræfter han bare, at sådan har det været hele tiden. Det samme gælder, hvis han frifinder. Så har det været tilladt hele tiden,“ siger Lars Bo Langsted.
Hos SST får det forhold, at sagen er anket, ikke juristerne til at ændre praksis.
“Vi fortsætter som før. Hvis vi laver en lægemiddelfaglig vurdering, der siger, det er et lægemiddel, så er det ulovligt at sælge uden tilladelser. Kan vi dokumentere, at de sælger den nikotinholdige væske, som altså er ulovlig at sælge, så vil forhandlerne stadig kunne politianmeldes. Og det vil vi kigge på,” siger juridisk specialkonsulent Sameer Kohli.