Fortsæt til indhold

Stærke kvinder på scenen til Hjortshøj Festival

Alberte Winding og Lucy Mardou gæster Hjortshøj i pinsen

Samfund
Kim S. Andersen

For tredje år i træk arrangerer landsbyen Hjortshøj en festival, der i år finder sted i pinsedagene 6.-8. juni. Et af årets hovednavne er Alberte Winding.
“Vi er begejstrede for, at det er lykkedes at få Alberte til Hjortshøj. Mange vil kende hende som Luna fra Bamses Billedbog og fra Åh Abe-koncerterne, men hun har jo også et stort voksenpublikum. Alberte kommer og giver en skøn koncert for børn og voksne,” siger festivalkoordinator Elisabeth Groot.

Kaare Norge kommer

Festivalen byder også på et gensyn med Lucy Mardou fra X Factor, en eksklusiv intimkoncert med guitarvirtuosen Kaare Norge og mere end 40 andre bands og kunstnere. Heriblandt navne som Escape Artists, De Efterladte, Esther Maria, Artless Society, Sonja Hald og Umlaut.
Ifølge arrangørerne er Hjortshøj Festival en unik og anderledes kulturfestival. Udover de mange bands, der dækker lige fra hård rock, tekno og indie til jazz, pop og calypso, er der teater, gøgl, dans, litteraturworkshops, ildshow og meget mere. Alt sammen foregår det i Andelssamfundet i Hjortshøj mellem huse, dyr og marker.
“På Hjortshøj Festival vil vi gerne overraske og inspirere vores gæster. Og vores alsidige program giver oplevelser af høj kvalitet for både børn, unge og voksne”, fortæller Elisabeth Groot.

Støtter VIMBY

Men det handler om mere end musik og underholdning. Festivalen samler ind til VIMBY – Velkommen I Min BY – et inklusionsprojekt i Andelssamfundet i Hjortshøj, der arbejder med at skabe rummelige arbejdspladser og livsbetingelser for mennesker med særlige behov.
Overskuddet fra festivalen går ubeskåret til etablering af VIMBY's socialøkonomiske virksomheder, såsom multiværksted, økologisk bageri, butik, café og væksthus. Virksomhederne drives af frivillige i lokalsamfundet og VIMBY's beboere.
Læs mere om festivalen i Hjortshøj på hjortfest.dk